Jakob Piil vil være træner

Jakob Piil, der netop er gået på pension som cykelrytter, har ambitioner om at blive talenttræner eller sportsdirektør.

Jakob Piil håber at kunne fortsætte karrieren i en ledsagerbil. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Jakob Piil, der netop er gået på pension som cykelrytter, har ambitioner om at blive talenttræner eller sportsdirektør.

- Det er svært at forlade cykelverdenen fuldstændig, og det er interessant at blive sportsdirektør, men jeg vil også gerne arbejde med unge cykelryttere, der er på vej frem, siger Jakob Piil til avisen 24timer.

Den 34-årige tidligere etapevinder i Tour de France prioriterer et job som talenttræner højest.

- Det er spændende at arbejde med talenter og kunne bruge sin erfaring på unge ryttere. De sidste to-tre år af min karriere har jeg været tæt knyttet til unge ryttere på mine hold og har hjulpet dem i flere aspekter af livet, siger han.

Jakob Piil har som største triumfer i karrieren en etapesejr i Tour de France, en sejr i klassikeren Paris-Tours og sejr i det danske mesterskab på landevej. Hans karriere sluttede reelt den 2. oktober 2005, hvor han ellers var i sit livs form. I endagsløbet Züri Metzgete kolliderede han med en ledsagerbil og styrtede med et dobbelt lårbensbrud til følge. Styrtet ledsagede i udpræget grad Piils karriere, og gang på gang fik han kæmpet sig tilbage i form. Det lykkedes dog ikke efter styrtet i Züri Metzgete.

Efter 2006-sæsonen skiftede Jakob Piil til T-Mobile, hvor han skulle være en af de rutinerede kræfter på et ellers meget ungt mandskab.

Men Jakob Piil kom ud for det ene tilbageslag efter det andet, og kontrakten med T-Mobile blev ikke forlænget. Nu har Piil så valgt, at nok er nok, og har kørt cyklen i garagen for sidste gang.

Facebook
Twitter