Kæmpe dansk triumf: Asgreen vinder på brostenene i Flandern

Kasper Asgreen slår Mathieu van der Poel i spurten og napper karrierens største triumf i Flandern Rundt.

Kasper Asgreen slog sidste års Mathieu van der Poel i finalen. (Foto: DAVID PINTENS © Scanpix)

Den danske cykelrytter Kasper Asgreen leverede søndag endnu en formidabel præstation og understregede, at han aktuelt er blandt verdens bedste ryttere.

I Flandern Rundt - et af sportens fem monumenter - sejrede Quick-Step-danskeren som den blot anden dansker i historien, efter at Rolf Søensen triumferede i 1997.

I 2019 blev han nummer to i løbet, og i 2021-udgaven viste han så, at det ingen tilfældighed var, da han kravlede et trin op til karrierens største triumf.

- Jeg havde det stadig godt på de sidste kilometer og besluttede mig for at stole på min sprint. Jeg fik Mathieu frem på den sidste kilometer, så jeg kunne lægge mig i hans hjul og beslutte mig for, hvornår jeg ville sætte spurten ind.

- Det var et virkelig, virkelig hårdt løb, og vi var begge lige på grænsen, og det var et spørgsmål om marginaler i afslutningen, sagde Kasper Asgreen i vinderinterviewet, der blev vist på TV2 Sport.

I løbets sidste del kørte han alene med den hollandske superstjerne Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix), der var favorit på opløbsstrækningen, men Asgreen kørte en perfekt spurt og kørte forbi Van Der Poel på de sidste meter.

Dermed fulgte danskeren på fornemmeste vis op på sin magtdemonstration i sejren i E3 Saxo Bank Classic i sidste uge.

Norsgaard først i fokus

Det var ellers en anden dansker, der kom i fokus fra start. Som Mathias Norsgaard havde håbet inden løbet, lykkedes det ham nemlig at komme med i morgenudbruddet.

Her sad Movistar-danskeren flankeret af fire ryttere, og med 220 kilometer tilbage af de 254 kilometer havde de et forspring på over fem minutter ned til feltet.

Siden fik de kontakt af to ryttere mere, og forspringet voksede til omkring 12 minutter.

På det tidspunkt var Otto Vergaerde (Alpecin-Fenix) og Yevgeniy Fedorov (Astana) blevet smidt ud af løbet for en batalje nede i feltet. Siden røg også Michael Schär (AG2R) ud for at kaste en dunk fra sig i et område, hvor bortsmidning ikke var tilladt.

Med godt 70 kilometer til mål angreb Søren Kragh-Andersen (DSM) fra feltet, men han fik ikke følgeskab og droppede hurtigt sit forehavende.

Kort efter blev hovedfeltet ramt af et stort styrt, som involverede en stor del af Quick-Step-holdet og kostede Kasper Asgreen ventetid på en ny cykel og efterfølgende jagt op til feltet.

Det nåede han i god tid inden løbets ottendesidste stigning og med godt 62 kilometer til målstregen, og snart var det tidlige udbrud annulleret.

Asgreen viste styrken

Så begyndte de største navne at røre på sig, og med 37 kilometer igen kørte de største favoritter væk, blandt andre Asgreen, Julian Alaphilippe (Quick-Step), Mathieu van der Poel og Wout van Aert (Jumbo-Visma).

Mathieu Van der Poel og Kasper Asgreen kørte fra Wout van Aert med 17 kilometer til mål. Og i spurten var det så danskeren, der var bedst. (Foto: DAVID Stockman © Scanpix)

Ti kilometer senere kørte Asgreen endda væk fra gruppen, og kun Mathieu van der Poel og Wout van Aert kunne følge danmarksmesteren.

På vej op ad Oude Kwaremont forcerede Van Der Poel så, og mens Asgreen kunne følge ham, blev Van Aert sat, og sidstnævnte kunne ikke svare tilbage.

Dermed var det en tvekamp mellem Asgreen og Van Der Poel, hvor danskeren viste sig stærkest.

Der kom belgiere ind på de fem næste pladser, hvor Greg Van Avermaet snuppede tredjepladsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk