Klumme: Bedre sent end aldrig

DR Sportens cykelkommentator Carsten Ritter ser tilbage på Michael Rasmussens dopingbekendelse og på, hvad man kan bruge den til fremadrettet

Michael Rasmussen satte sig foran mikrofonen på et kortvarigt pressemøde i Herning i torsdags.

Michael Rasmussen er ingen helt. Han skulle have indrømmet for længe siden. Med hans kyniske og usentimentale fortid in mente, er det oplagt at formode, at han udelukkende indrømmer fordi, han er blevet tvunget til det – de hollandske og amerikanske antidopingmyndigheder har haft for meget på ham til, at han kunne fortsætte i cykelsporten.

Det er næsten skræmmende at tænke på, hvor mange ressourcer, der er blevet brugt på hans løgne. I Danmarks Cykle Union må de have brugt uendelige timer på at diskutere historikken og mundhuggeriet omkring Michael Rasmussen. Rigtigt mange fans holdt med cykelrytteren, og svinede unionen til, som har skullet bruge tid og penge på at forsvare sig. Midler, som kunne have været brugt på noget andet.

Alligevel vil jeg påstå, at hans bekendelser er til det gode. For det første tyder alt på, at han har afsløret temmelig meget om en verden, der er alt for lukket, og alt for ubehagelig og alt for løgnagtig til, at den overhovedet bør eksistere. Ellers bliver man ikke indstillet til en strafnedsættelse fra otte til to års karantæne. Det får man kun, hvis man bidrager væsentligt med fakta om andre end én selv.

Selvfølgelig kan man diskutere, om det gavner dansk cykelsport, hvis han har afsløret detaljer, der er ældre end de otte års forældelsesfrist, om kolleger og chefer, han havde på Bjarne Riis’ hold. For meget kan have ændret sig siden.

Snydere bliver indhentet

Alligevel er signalværdien af enorm betydning. Ved at bryde tavshedens lov, leverer Michael Rasmussen endnu et eksempel på, at fortiden indhenter dem, som snyder. En af de væsentligste årsager til, at cykelsporten i dag er langt mere ren end den har været i – måske – 50 år er, at risikoen for at blive opdaget er langt større end tidligere. Blodpas, politiarbejde, antidopingmyndigheders samarbejde på tværs af landegrænser og prøver som fryses ned og gemmes for at blive testet, når der er nye metoder, er nogle af de ting, som gør det svært at komme helskindet igennem dopingmisbrug. Nu skal svindlerne også frygte at blive stukket af deres ”venner”. Det er godt.

I juli 2007 – få dage før Michael Rasmussen blev trukket ud af Tour de France - skrev jeg en klumme. Den kan du se her (eller nederst på siden).

På det tidspunkt havde jeg i en årrække været tæt på den danske bjergrytter. Vi har stort set ikke talt sammen siden. Kun kortvarigt, mens  jeg var på B.T. i efteråret 2007, men det sluttede da en kollega, han hellere ville tale med, vendte tilbage fra orlov.

Michael Rasmussen talte selv om en lettelse, da han indrømmede 12 års løgne forleden. Det kan jeg sagtens genkende. Nu da han tilsyneladende har lagt alt på bordet, kan vi tale sammen igen uden bøvl. Bare mange flere ville gør det samme.

Herunder kan du læse Carsten Ritters kommentar fra Touren 2007

Kvalt i den gule trøje

24. jul. 2007 09.30 Kommentar

Michael Rasmussen balancerer på kanten i Tour de France 2007. Når sæsonen er omme risikerer han at være helt færdig med en kort, men imponerende karriere som en af verdens bedste klatrere.

I hvert fald, hvis afsløringerne fra Whitney Richards er sande, og hvis hans "no show" i forbindelse med dopingkontroller er kalkulerede.

I denne måned har jeg kendt Michael Rasmussen i otte år. Jeg har kendt ham siden han kørte mountainbike, og ingen andre danske journalister anede hvem han var. Faktisk var jeg eneste danske journalist tilstede, da han senere samme år blev verdensmester i den svenske by Åre.

Jeg har fulgt ham tæt. Har ofte ringet til ham for bare at sludre om løst og fast og cykelsport. Og selv om det er sket sjældnere og sjældnere de seneste år, har han også ringet til mig, når han havde en god historie at fortælle. Som da han trods en allerede offentliggjort mundtlig aftale med Bjarne Riis om kontraktforlængelse, skiftede til Rabobank.

En særlig tillid Alt dette beskriver jeg kun for at understrege, at jeg har haft en særlig tillid til ham. Selv om jeg leder grundigt, kan jeg ikke finde den tillid længere.

DCU's afvisning af ham, var så dårlig timing, at det - i hvert fald hernede i Tourens internationale pressekorps - var lige ved at vende stemningen til Rasmussens fordel. Men så dukkede Whitney Richards op.

Han fortæller til VeloNews, at Michael Rasmussen i 2002 bad ham fragte et par cykelsko fra USA til Italien. Problemet var bare, at Richards opdagede, at pakken ikke indeholdt sko, men bloderstatning - formentlig stoffet Hemopure. Med det stof har han været helt oppe på beatet, hvad bloddoping angår i 2002!

Hvad taler så for, at han ikke er det i 2005, 2006 og 2007? Hvis historien er sand - og den er så detaljeret, at det er svært ikke at tro på den - har han ikke bare villet snyde på dopingvægten. Han har også helt uden skrupler forsøgt at udnytte en bekendt til at gøre noget dybt kriminelt. Hvor går hans grænse så? Tager han noget for at køre så stærkt som han gør i Tour de France?

Michael Rasmussen har kun bekræftet, at han kendte Whitney Richards. Nu er han holdt helt op med at svare på dopingrelaterede spørgsmål. Rabobank holder ikke til ret meget mere, tror jeg. Da jeg interviewede holdets øverste chef Theo De Rooij i weekenden, sagde han nærmest mellem linjerne, at Rasmussen må sejle sin egen sø.

Svært ved at fortsætte på topniveau Kyllingen bliver formentlig aldrig testet positiv, men indicierne på doping kan blive så stærke, at han får svært ved at fortsætte karrieren på et tophold. Ganske vist var der også i første omgang et hold til Ivan Basso, trods Operacion Puerto. Men cykelsporten ændrer sig heldigvis hele tiden, så måske ender han - i bedste fald - i et skæbnefællesskab med Bo Hamburger efter hans dopingmorads. Det var noget med små italienske cykelhold, og ikke ret meget i løn.

Når man lægger alting sammen. At dopingkontrollanter ikke har kunnet finde ham, at en tidligere bekendt fortæller en alvorlig historie, at han mange gange har åbenbaret politisk meget ukorrekte holdninger til dopingspørgsmål, at han er dybt betaget af den afdøde dopingsynder Marco Pantani, og at han lige nu nærmest er overmenneskelig. Så er det nærmest umuligt at juble med ham.

Beklageligt Michael, men hvis de her anklager er sande, tror jeg desværre, at ringen er sluttet.

Facebook
Twitter