Kommentator: Fuentes' ord er gode for Riis

Ifølge DR Sportens cykelkommentator Carsten Ritter kommer Eufemiano Fuentes' påstand om, at han aldrig har mødt Bjarne Riis, danskeren til gode.

Eufemiano Fuentes ankommer til retten i Madrid. (Foto: Javier Lizon © Scanpix)

Det har vakt opsigt, at Eufemiano Fuentes har nægtet et ethvert kendskab til Bjarne Riis, og at han nogensinde skulle have mødt ham personligt, som Tyler Hamilton ellers skriver i sin bog 'The Secret Race'.

Et lille rygstød til den danske holdejer, der ellers til tider har været i strid modvind, siden Tyler Hamilton første gang fremkom med sine beskyldninger, siger DR Sportens cykelkommentator Carsten Ritter.

- Selvfølgelig er det positivt (for Bjarne Riis), at den væsentligste mand siger, at han ikke kender Bjarne Riis. Vi har kun hørt det modsatte, så jeg synes, at det er opsigtsvækkende.

- Jeg ville være forsigtig med at bruge ham (Eufemiano Fuentes) som sandhedsvidne, for jeg synes, at han har sagt forskellige ting i øst og vest.

- Men det er væsentligt, for nu har vi Tyler Hamilton på den ene side, og så nogle folk på den anden, der siger det modsatte, siger Carsten Ritter med henvisning til Bjarne Riis' eksryttere Ivan Basso og Jörg Jaksche, der begge i retten i Madrid har afvist, at danskeren introducerede dem for Eufemiano Fuentes.

Den spanske læge vidnede i dag i retten for sidste gang i den store dopingsag 'Operation Puerto', hvor han står anklaget for brud på de offentlige sundhedsregulativer, eftersom de spanske antidopinglove ikke var trådt i kraft i 2006, og han derfor ikke kan dømmes ud fra dem.

Selvom Eufemiano Fuentes' udtalelse om, at han aldrig har mødt Bjarne Riis, givetvis falder i god jord hos Saxo-Tinkoff-ejeren, så skal man ikke forvente, at Bjarne Riis tager bladet fra munden af den grund.

- Jeg tror, at han vil lade det passere, for det vil se mærkeligt ud, hvis han kun udtaler sig, når der er gode ting, der blæser hans vej.

- Jeg tror, han samler ind til et eller andet, der kommer senere, men ikke noget lige nu, siger Carsten Ritter.

Bjarne Riis har ikke ønsket at kommentere på sagen, og han har senest udtalt sig om den påståede forbindelse til Eufemiano Fuentes i september sidste år, da Tyler Hamilton sendte sin bog på gaden.

Facebook
Twitter