Korrespondent: Froome er ikke elsket i England

Stemningen omkring dopinganklagede Chris Froome har aldrig være god i England, siger DR's korrespondent Kim Bildsøe Lassen.

Det blev skabt som ’det rene hold’ med nultolerance over for doping. Den betegnelse af Team Sky er der nu alvorlige sprækker i.

Chris Froome afgav en urinprøve med en for høj koncentration af stoffet salbutamol under Vueltaen i september; et stof, der kun er lovligt i begrænsede doser.

Froome har bedyret sin uskyld, og den firedobbelte Tour de France-vinder har forklaret, at det er et stof, der findes i hans astmamedicin.

Men den positive prøve og forklaringerne fra Froome har gjort briterne skeptiske over for Team Sky og Chris Froome. Det fortæller DR’s korrespondent i London, Kim Bildsøe Lassen.

- Jeg tror, at mange briter, ikke mindst dem, der følger cykelsport tæt, synes, at der er mange spørgsmål, som bliver ved med at dukke op, og som der ikke bliver svaret ordentligt på af Chris Froome og Team Sky, siger Kim Bildsøe Lassen.

- Man skal huske på, at Sky blev skabt for at være et rent cykelhold. Der skulle være en ny start på cykelsporten, man skulle have fjernet de dopede hold og de dårlige historier, og Sky skulle opstå ud af det, siger han.

- Men i løbet af de seneste år har der været masser af spørgsmål, og briterne føler ikke, at der er kommet ordentlige svar, siger korrespondenten.

Ingen tillid

Ud over Chris Froome har også Bradley Wiggins, som i fem år kørte for holdet, og som vandt Tour de France i 2012, været under anklage for urent trav, efter at der blev fundet mistænkeligt indhold i en pose, der blev givet til Wiggins i 2011 under Critérium du Dauphiné.

Holdet er blevet efterforsket af de britiske dopingmyndigheder og det britiske parlament.

- Disse sager, der bliver ved med at opstå omkring Sky, gør, at man tænker, er det så rent, som de siger? De snakker om åbenhed og gennemsigtighed, men når journalister spørger til specifikke ting, får man ikke svar på det, siger Bildsøe Lassen.

- Det kan godt være, at man taler meget om åbenhed, men tilliden til, at det forholder sig sådan, er ikke særlig stor her i landet, siger han.

Ikke populær

Ud over skepsissen over for holdet er briterne, på trods af Froomes succes, ikke begejstrede for rytteren, der er født i Kenya og bor i Monaco.

- Det hører med til historien, at Froome på trods af sin overvældende gode resultater ikke er en mand, der er elsket i landet. Han bor her ikke, har aldrig boet her og er måske ikke den karismatiske type, briterne holder af, siger Kim Bildsøe Lassen.

Hvorvidt sagen kan koste holdet livet afhænger af, hvordan Froome-sagen ender.

- Får han karantæne, vil det være et alvorligt problem for Team Sky, og så vil der være nogen, der siger, at idéen om dette britiske hold er gået fløjten. Men går han igennem dette uden problemer, vil Team Sky også fremover være den dominerende faktor, siger Kim Bildsøe Lassen.

Facebook
Twitter