Landis: Armstrong lærte mig om doping

Floyd Landis indrømmer brug af systematisk doping, og siger at det var Lance Armstrong, som lærte ham hvordan man gjorde.

Floyd Landis som hjælperytter for Lance Armstrong under Tour de France 2004 (Foto: Bernard Papon © Scanpix)

Den amerikanske cykelrytter Floyd Landis indrømmer i flere e-mails, som Wall Street Journal har fået fat i, at han har været med i et systematisk dopingmisbrug.

Landis redegør for misbruget i en række mails til flere forskellige personer i den amerikanske og internationale cykelverden. Landis skriver, at han selv startede sit dopingmisbrug med testosteron-plastre og steroider og gik videre til EPO og blodtransfusioner.

Armstrong var læremester

Han fortæller også, at det var US Postals sportsdirektør, Johan Bruyneel, der introducerede ham for dopingpræparaterne, og Lance Armstrong, som fortalte hvordan de virker, da de kørte på samme hold.

- Han og jeg havde lange diskussioner om det på vores træningsture, hvor han også fortalte om udviklingen indenfor EPO, og om hvordan transfusioner var nødvendige pga. nye tests, skriver  Landis ifølge Wall Street Journal i en af de sendte mails.

Blod i lejligheden

I artiklen hævder Floyd Landis også, at have set blodposer i Lance Armstrongs køleskab i hans lejlighed i Spanien, hvor den syvdobbelte Tour-vinder bad ham holde øje med temperaturen på blodet dagligt.

Floyd Landis har ikke ønsket at uddybe sine mails overfor Wall Street Journal, ligesom hverken Johan Bruynell eller Lance Armstrong har kommenteret anklagerne.

Floyd Landis vandt Tour de France i 2006, men blev efterfølgende frataget sejren, da han blev testet positiv for brug af doping.

 

Facebook
Twitter