Landstræner efter verdensrekord: OL-guld kræver en endnu hurtigere tid

Banelandstræner Casper Jørgensen fik ret i, at holdets egen verdensrekord i holdforfølgelsesløb ikke fik lov at stå særligt længe.

Verdensrekorden kan snart stå for fald, mener banelandstræneren (FOTO: Odd Andersen/Ritzau Scanpix)

Artiklen er opdateret, efter at Danmark onsdag aften endnu engang satte ny verdensrekord.

3 minutter og 46,579 sekunder.

Sådan lød den nye verdensrekord i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Sat ved VM i banecykling i Berlin. Af Danmark.

I hvert fald i nogle timer.

For onsdag aften var det danske hold bestående af Lasse Norman Hansen, Rasmus Lund Pedersen, Julius Johansen og Frederik Rodenberg Madsen igen i ilden i Berlin. Og endnu engang imponerede de.

Således kørte de fire rød- og hvidklædte danskere over stregen i tiden 3 minutter og 46,203 og satte dermed ny verdensrekord for anden gang på én og samme dag.

En kæmpebedrift og naturligvis også en præstation, der glæder banelandstræner Casper Jørgensen.

- Det er virkelig stort, og det har altid været min egen drøm, da jeg selv var rytter. Men jeg kom aldrig i nærheden af verdensrekorden. Jeg synes virkelig, at det er stort, at rytterne har sat den nu. Og det er for vildt, at man kan sige, at man har kørt det hurtigste holdløb i verden.

- Men vi er i gang med et VM, og vi vil gerne have mere. Så på et eller andet plan gælder det nu om at komme hurtigt ned på jorden og få fokus på det næste løb, lød det fra Casper Jørgensen, da rekorden netop var blevet sat onsdag eftermiddag.

Havde optimale betingelser

Succesen skyldes flere ting, fortæller landstræneren, der først og fremmest roser de fire ryttere.

- Alle fire rammer en god form på samme tid, og samtidig har de forbedret sig en hel del aerodynamisk med deres position på cyklen.

- Det betyder virkelig meget, men omvendt skal det også siges, at banen var virkelig hurtig. Der var meget lavtryk, og temperaturen på banen var høj. Det betyder meget, så betingelserne var også optimale, siger Casper Jørgensen.

Med andre ord kommer verdensrekorden ikke direkte bag på landstræneren, der – som DR Sporten tidligere i dag kunne fortælle – ikke stiller til start med det allerbedste udstyr på cyklerne i Berlin.

Der bliver nemlig bluffet godt og grundigt fra alle nationers side, og det betyder også, at en ny verdensrekord snart kan blive sat.

- Det er en fed tid, men jeg tror stadig på, at vi kan køre stærkere til OL. Det tror jeg så også, at man er nødt til, hvis man skal være med i guldkampen.

- Det bedre udstyr giver umiddelbart nogle muligheder, men nogle gange skal man også huske på, at det ikke gør alt. Det handler om, at rytterne skal ramme formen alle sammen på samme tid. Det har vi gjort her, og det tror jeg også, at vi kan til OL, selvom det ikke er en selvfølge.

Med en forbedring af holdets egen verdensrekord på en og samme dag er forventningerne naturligvis store til torsdagens guldfinale.

Her venter New Zealand på de 4000 meter.