Landstræner om dansk pragtpræstation: Der var ild i øjnene

Det er langt fra tilfældigt, at Danmark leverede en pragtpræstation til VM i cykling.

Mads Pedersen kunne søndag lade sig hylde, som ny verdensmester i cykling (Foto: Ben Stansall © Scanpix)

Søndag den 29. september 2019 vil blive understreget, skrevet med fed og efterfulgt af utallige udråbstegn, som en af de største dage i dansk cykelhistorie.

Den altoverskyggende grund til det er selvfølgelig, at blot 23-årige Mads Pedersen kunne lade sig hylde som verdensmester. Men han var ikke den eneste dansker, der var godt kørende i engelske Harrogate. Flere danskere var nemlig med helt fremme i det umanerligt hårde løb.

Kun 46, ud af knap 200 ryttere, nåede hele vejen frem til målstregen, som Mads Pedersen altså krydsede først. Kort efter kom Michael Valgren på en sjetteplads, og Jakob Fuglsang på en tolvteplads.

Danmark var derfor, sammen med Italien, det eneste land, der kunne mønstre mere end én enkelt rytter i top-15.

Og det er ikke tilfældigt, at Dannebrog kunne svaje i vinden, mens Mads Pedersen iførte sig den regnbuefarvede trikot. Hele vejen rundt er det danske cykellandshold nemlig besat af sultne ryttere på et højt, internationalt niveau, lyder det fra landstræner Anders Lund.

- Det er vinderkultur på højeste niveau, og ryttere der er klar til at give alt, hvad de har. De var fuldstændig med på, at vi skulle tage teten i det her løb, og at vi var gode nok til at have ambitioner.

Ifølge Michael Skelde, der er sportsdirektør på Team Riwal Readynez, er det en gylden generation, som i øjeblikket huserer på landsholdet.

- Der er så mange på et højt niveau i den her generation af danske cykelryttere. Krydret med Jakob Fuglsang betyder det, at det ikke gør noget, at en enkelt har en offday. Så træder der bare en ny til.

Regnvejret kunne ikke slukke ilden

Et af kriterierne for succes i cykelsporten, er evnen til at se muligheder frem for begrænsninger.

Og det fik det danske cykellandshold i den grad brug for, da løbet i går bød på en solid mængde regn.

Ganske forståeligt gjorde det dårlige vejr, at mange ryttere, ifølge Skelde, kiggede ud ad vinduet og tænkte - ”Det her bliver en hård dag.”

Men ikke de danske.

- Jeg er ret sikker på, at både Mads Pedersen og Michael (Valgren, red.), kiggede ud ad vinduet i går og tænkte: ”Det her er min dag. Det her er noget jeg kan”. Det er de vindertyper, vi har nu, og det er det, der gør os alle sammen høje for tiden, siger Michael Skelde.

Det er noget, som Anders Lund i den grad kan bekræfte. Og det gjaldt ikke kun Mads Pedersen og Michael Valgren.

- Der sad otte danskere i bussen inden løbet, med ild i øjnene. Det er ikke altid, man glæder sig til at komme ud i sådan et regnvejrsløb, men de var virkelig tændte.

Vejret i England hindrede ikke de danske ryttere i at levere en kæmpe præstation. (Foto: VICKIE FLORES © Scanpix)

Trygge rammer for de unge

Michael Skelde har tidligere arbejdet med den nye, danske verdensmester, i kraft af sit job som sportsdirektør på det danske cykelhold Team Riwal Readynez. Og han har en ganske simpel forklaring på, at Danmark tilsyneladende har ramt en ny guldalder i dansk cykling.

- Mads har vist, at det kan lade sig gøre at blive verdensmester, selvom man bor og træner i Danmark. Det var fuldstændig uhørt for nogle år siden.

Mads Pedersen er nemlig hele tiden tæt på familie og venner. Det betyder ifølge Skelde, at han får den tryghed, han behøver.

Det har tidligere været et problem for de unge, danske ryttere, at de skulle flytte til udlandet, før de var klar til det, når den professionelle tilværelse gjorde sin indtræden.

World Tour-holdene har nemlig ikke tidligere været overbevist om, at Danmark, med sit pandekageflade landskab, er optimalt for de unge rytteres udvikling.

- Man blev ikke taget seriøs som cykelrytter, hvis man trænede i Danmark før i tiden. Det gør man nu, og det tror jeg er en af hemmelighederne bag den her generations succes, siger Skelde.

Udover Mads Pedersen, bor Kasper Asgreen også i Danmark, og det vidner altså om, at man ikke behøver at flytte udenlands for at blive en succes.