Landstræner tror ikke på Breschel

Landstræner Lars Bonde tror ikke på den skadede Matti Breschels medaljechancer ved VM. - Men vi har et godt hold, siger han.

Matti Breschels VM-chancer er stærkt begrænsede, mener landstræner Lars Bonde. (Foto: Niels Christian Jung © DR Sporten)

Matti Breschels styrt før 6. etape af Vuelta a España, hvor han bl.a. brækkede to fingre, har kostet ham en reel mulighed for at gentage - eller forbedre - sidste års sølvmedalje. Det erkender landstræner Lars Bonde.

-  Det ser ikke ud til - det vil jeg da gerne indrømme - at Matti Breschel kommer til at spille en rolle ved VM, hvad angår medaljer, siger Bonde til Cykelmagasinet.

- Jeg er smadderærgerlig både på egne og Mattis vegne og hele Danmarks vegne. Men jeg vil gerne sige, at jeg synes stadig, at vi har et godt hold. Det kan godt være, vi ikke har en oplagt medaljekandidat, men vi har seks topklasseryttere, som også kommer til at spille en rolle i løbet. Jeg synes, man bør bevare respekten for ryttere som Jakob Fuglsang, Nicki Sørensen og alle de her store cykelryttere, som er blandt dem, der er inde i billedet til holdet. Man kan jo selv prøve at tælle til seks. Så uden Matti er det stadig rigtig gode cykelryttere, som er inde i billedet, siger Lars Bonde.

VM køres i Danmark senere på måneden.