Langvad jagter World Cup-guld: ’Jeg har intet at tabe’

Annika Langvad ligger til World Cup-sølv i mountainbike, men kan stadig nå guldet inden finalen i weekenden.

Skal Annika Langvad have sølv eller guld i World Cuppen? I weekenden får vi svaret. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

World Cuppen i mountainbike skal have fundet en vinder for 2018-sæsonen. Danske Annika Langvad er et godt bud på en samlet vinder, men inden den sidste World Cup-afdeling ligger danskeren kun nummer to.

Skal der guld om halsen på Langvad, skal hun hente schweizeren Jolanda Neff, der fører samlet inden World Cup-finalen i franske La Bresse. Den danske mountainbike-dronning har kun øjnene rettet mod guldet.

- Jeg glæder mig helt vildt til at skulle køre den sidste World Cup i Frankrig. Jeg ligger samlet nummer to lige nu, og jeg kan umuligt tabe den andenplads, har jeg regnet mig frem til. Jeg tager derned med den indstilling, at jeg går efter den samlede førsteplads, og jeg ellers intet har at tabe, siger Annika Langvad til DR.

- Det er svært at spå om mulighederne. Hvis både Jolanda Neff og jeg er lige så godt kørende, som vi har været hele sæsonen, så kan det godt blive rigtig svært at tage den samlede førsteplads. Men omvendt skal der ikke mere til end en punktering for Jolanda, og så kan billedet se helt anderledes ud. Jeg tænker virkelig, at jeg har intet at tabe og alt at vinde.

Styrt kostede dyrebare point

Det er 142 World Cup-point, der adskiller Langvad og Neff inden weekenden. Afstanden kunne have været meget mindre, hvis ikke danskeren havde været involveret i et styrt i juni. Det har kostet dyrebare point for Langvad.

- Jeg blev revet ned i et styrt i World Cup-afdelingen i Italien. Jeg slog min hånd ret kraftigt, men heldigvis brækkede jeg ikke noget, og jeg kunne allerede køre weekenden efter i Andorra, hvor jeg dog slet ikke var på 100 procent. Siden er det kun gået fremad, og jeg føler mig på ingen måde hæmmet, siger hun.

- Styrtet skete kort efter starten var gået i hovedløbet ved World Cup-afdelingen, så jeg mistede rigtig mange point. Det samlede billede i World Cuppen kunne have set helt anderledes ud, hvis jeg ikke var styrtet i Italien. Jeg var ret godt kørende den weekend, som man kunne se ved, at jeg vandt short track-løbet to dage inden, siger Langvad.

World Cup-sæsonen består af syv afdelinger, og den sidste køres i La Bresse i denne weekend. Annika Langvad og resten af feltet kører to løb: Et løb på den olympiske distance (XCO) samt et indledende løb med navnet short track. Der scores point til den samlede stilling i begge løb.

Annika Langvad har vundet bronze og sølv de sidste to år, mens Jolanda Neff tog den samlede sejr i både 2015 og 2016.

Facebook
Twitter