Langvads lækkerier på landevejen har tændt en ild: ’Jeg er fristet til mere’

Annika Langvad imponerende den internationale cykelverden i klassikerne med store resultater, og hun har sult efter mere.

Annika Langvad deltog ved VM i Østrig i 2018 på landevejen som hjælperytter for Cecilie Uttrup Ludwig. (Foto: Heinz-Peter Bader © Scanpix)

Intet mindre end seks gange er Annika Langvad blevet verdensmester i mountainbike. Det er resultater, der alene bringer hende op blandt Danmarks mest vindende atleter.

Men mountainbikedronningen er sulten efter mere, og her i foråret har hun vist kvaliteter i en helt ny genre – landevejscykling.

Annika Langvad (th.) sluttede på podiet i Fleche Wallonne med verdens to bedste ryttere Annemiek van Vleuten (tv.) og Anna van der Breggen (m.). (Foto: Benoit Doppagne © Represented by ZUMA Press)

Faktisk har Annika Langvad vist, at hun med nærmest ingen erfaring allerede tilhører verdenseliten.

- Det har været fuldstændig forrygende. Jeg har prøvet kræfter med World Touren og de største klassikere for første gang, og det er bare gået langt over forventning, siger hun.

Annika Langvad har i marts og april kørt fire World Tour-løb for det hollandske storhold Boels-Dolmans. Hun lagde ud med en andenplads i det meget krævende endagsløb Strade Bianche, og i sidste uge tog hun så til Ardenner-klassikerne og viste, at det ikke bare var en engangsforestilling.

I Amstel Gold Race blev hun nummer fire, i Fleche Wallonne blev det til en tredjeplads, mens det i Liège-Bastogne-Liège blev til en 14. plads, hvor hun ellers var i udbrud indtil kort før mål.

- Det har virkelig været en stor oplevelse på alle mulige måder, og samtidig føler jeg også, at der er noget uforløst inde i mig, siger danskeren.

- Fordi alene i de løb, jeg har kørt nu, kan jeg se, hvor meget jeg allerede har rykket mig og alt den erfaring, jeg har fået. Jeg kan se, hvor meget jeg kunne have gjort anderledes. Så det er klart, at det tænder en lille ild inde i mig, forklarer Annika Langvad.

Mange nye ting

Den danske topatlet havde på forhånd en formodning om, at hun kunne være med de bedste ryttere fysisk, men derfor var der alligevel en masse andre spørgsmålstegn, som gjorde, at hun ikke følte sig sikker på noget på forhånd.

- Der er så mange nye ting i landevejscykling for mig, som jeg først skal til at lære at kende nu. Det med taktikken, placeringen i feltet og at kende sine modstandere. Min hjerne skulle virkelig arbejde på overarbejde for at analysere og træffe de rigtige valg.

- Jeg har en følelse af, at hvis jeg får noget mere erfaring med alle de andre faktorer, som er nye for mig, så vil jeg kunne gøre det rigtig godt, siger Annika Langvad.

Annika Langvad deltog ved OL i 2016 i mountainbike, hvor hun blev nummer 11. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Hun takkede ja til muligheden for at køre landevej, fordi det passede perfekt ind i hendes planer for mountainbike, der først rigtig går i gang nu her i maj-måned.

Derfor var det ikke planen, at hun skulle køre flere landevejsløb i år, men de store oplevelser på cyklen med de noget tyndere dæk har altså sat gang i tankerne.

- Jeg vil se på, om der kan være flere huller i min mountainbike-kalender, hvor det kunne passe ind med landevejsløb. Så måske lidt mere denne sæson, men det primære fokus er selvfølgelig på mountainbike.

- Jeg er selvfølgelig fristet til mere på landevejen. Nu kører jeg den her sæson igennem, og så må jeg evaluere sidst på året. Men oplevelserne indtil videre på landevejen har været virkelig motiverende og sjovt. Og jeg kan se, at jeg har meget uindfriet potentiale tilbage, forklarer Annika Langvad.

Hun har også allerede kigget i kalenderen i slutningen af september måned, hvor der køres VM i landevejscykling i Yorkshire i England, og hun fortæller, at det ville passe fint ind i kalenderen at deltage der, så der vil blive holdt gang i en løbende dialog med DCU om deltagelse.

Facebook
Twitter