Lars Michaelsen skifter fra Fuglsangs til Valgrens hold

Den danske sportsdirektør Lars Michaelsen skifter fra Astana til Team Dimension Data fra næste sæson.

Lars Michaelsen har tidligere været sportsdirektør på danske Team Saxo Bank. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Lars Michaelsen har fået nyt job.

Fra næste sæson skal den danske sportsdirektør hjælpe Michael Valgren, Andreas Stokbro og resten af Team Dimension Data til sejre på landevejene.

Den 50-årige dansker skifter nemlig fra Astana til det sydafrikanske hold, der efter nytår skifter navn til Team NTT.

Det oplyser Dimension Data i en pressemeddelelse.

Lars Michaelsen får titel af ledende sportsdirektør eller Head Sports Director, som holdet selv kalder det.

- Igennem årene har jeg ivrigt fulgt (holdleder, red.) Douglas Ryders hold, og de forskellige udviklinger, det har gennemgået, i takt med at det har etableret sig på World Tour, siger Michaelsen i pressemeddelelsen.

- Jeg tror virkelig på, at denne rejse vil fortsætte, og jeg er glad for at indtage denne rolle og blive en del af en kontinuerlig udvikling af holdet i fremtiden.

Vigtig rolle

Douglas Ryder mener, at Lars Michaelsen på grund af sin erfaring kommer til at spille en vigtig rolle i holdets jagt på sejre i 2020.

- Hans erfaring med at arbejde med nogle af de bedste ryttere i verden bliver uvurderlig, og jeg ser frem til, at han sætter sit præg på holdet og bygger videre på det stærke fundament, vi allerede har skabt.

Lars Michaelsen har før sin ansættelse hos Astana været sportsdirektør på Team Saxo Bank i flere omgange, amerikanske Radioshack og Leopard Trek.

Inden han blev sportsdirektør, kørte Lars Michaelsen selv som professionel cykelrytter fra 1994 til 2007. Blandt andet for Festina, Francaise des Jeux og Team CSC.

/ritzau/