Lars Michaelsen takker af

Lars Michaelsen kører i dag sit sidste løb: Paris-Roubaix. -Det er lidt nostalgisk, at det er sidste gang, jeg kommer til at køre albue-mod-albue med mine kolleger, siger han.

CSC's Lars Michaelsen før sit sidste cykelløb efter 14 sæsoner som professionel (Foto: DR © DR Sporten)

Efter at have tilhørt cykelsportens hårdtarbejdende middelklasse i 14 sæsoner takker Lars Michaelsen i dag af med klassikeren Paris-Roubaix.

Og det er ikke tilfældigt, at det lige bliver dét løb, der sætter punktum for hans karriere.

- Vores sæson spænder over ni måneder, og det er et af de løb, der næsten altid er højdepunktet for mig på sæsonen. Paris-Roubaix har for en klassikerrytter som mig altid været kulminationen på foråret.

Mens andre ryttere vælger at 'liste ud af bagdøren, når sæsonen er slut', som Lars Michaelsen siger, så har den 38-årige dansker altså valgt at stille proff-cyklen ind i skuret, når søndagens tur til Roubaix er overstået.

- Det bliver mit sidste løb på det her plan, så det kan da godt blive lidt nostalgisk, hvis jeg sidder og tænker over, at det er sidste gang, jeg kommer til at køre albue-mod-albue med de ryttere, der har været mine konkurrenter og ikke mindst kolleger igennem de her mange år, siger Lars Michaelsen.

Han håber dog, at han kan fokusere på at gøre sig arbejde.

- Jeg forsøger at skyde det til side. Det nytter ikke noget, at jeg sidder og tænker på, at det her bliver mit sidste løb. Jeg prøver at bevare fokus på mit arbejde: At køre Paris-Roubaix, siger Lars Michaelsen.

Stolt af sit arbejde - også som vandbærer

Han kan se tilbage på en karriere med mange højdepunkter, og han har altid været kendt for sin styrke i det store endagsløb. Tilbage i 1995 hentede han en af sine største sejre, da han vandt den belgiske klassiker Gent-Wevelgem.

Men til søndagens løb på de omkring 250 hårde kilometer på de franske landeveje må Lars Michaelsen affinde sig i at agere hjælperytter for CSCs Fabian Cancellara på de brostensbelagte franske strækninger. Cancellara vandt løbet sidste år - og Lars Michaelsen kender sin rolle.

- Jeg har altid været stolt af at være cykelrytter og lade det arbejde, der nu er på et hold. Det handler jo ikke bare om at vinde. Det er den berømte historie om stjernerne og vandbærerne. Der er nu engang flest vandbærere. Og jeg har været indbegrebet af en mellemklasserytter - jeg har ikke været uden evner og har haft mine højdepunkter, men jeg kender også mine begrænsinger, siger han.

Fortsætter i cykel-miljøet

Lars Michaelsen holder dog en dør åben for, at han måske kan få lov til at vise sit vinderinstinkt i dagens løb.

- Jeg håber da også, at der et eller andet sted bliver plads til, at jeg kan få lov til at køre min egen chance, men det er jo en holdsport, når det kommer dertil, siger Lars Michaelsen.

Lars Michaelsen stiller altså cyklen fra sig efter dagens løb, men han fortsætter arbejdet hos Riis Cycling. Han vil dog endnu ikke røbe, i hvilken funktion det bliver.

- Jeg kan ikke fortælle på nuværende tidspunkt, hvad jeg skal lave. Bjarne har nogle idéer, men de er ikke færdigarbejdet, siger han.

Lars Michaelsen efter en sejr for Team CSC under Tour de Georgia 18. april 2006 (Foto: Doug Pensinger © Scanpix)

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53351f116187a21f34f28a0ehttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54082faca11f9d156071140b

Facebook
Twitter