Liniger om rapport: Vil ikke ændre det store

DRs cykelkommentator Henrik Liniger mener ikke, at verden vil ændre sig, når den danske dopingrapport offentliggøres tirsdag. Men der vil være interessante ting i den, siger han.

DRs cykelkommentator Henrik Liniger. (Foto: Agnete Schilichtkrull © DR)

På tirsdag offentliggør Anti-Doping Danmark (ADD) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) den længe ventede rapport om doping i dansk cykling. Og det glæder DRs cykelkommentator Henrik Liniger.

- Det er en rigtig god nyhed, at rapporten fra Anti-Doping Danmark overhovedet bliver offentliggjort tirsdag, den har mildt sagt været længe ventet. I mine øjne har den også været for længe undervejs, men det er der sandsynligvis gode forklaringer på, siger Henrik Liniger.  

- ADD har været dygtige til ikke at lade for meget slippe ud om, hvad der kommer til at stå i rapporten, men det, vi forventer at komme til at se, er en form for kortlægning af, at der har været dopingproblemer i dansk cykelsport, siger han og tilføjer:

En bestemt periode

- Der er to vigtige ting, jeg ser frem til at se: Hvor lang den periode, det er lykkedes at afdække, er, og hvor mange konkrete detaljer, de har fundet frem, siger cykelkommentatoren, der frygter, at afsløringerne kun vil handle om en bestemt periode.

- Rapporten dækker årene 1998-2015. Jeg vil tro og frygter også lidt, at hovedvægten kommer til at ligge på de første 5-8 år af den periode, og at der vil være knap så mange ting at fortælle om og afsløringer fra den sidste periode, enten fordi der ikke har været nogen sager, eller fordi det ikke er lykkedes for dem at afsløre det.

- En af de ting, der har stået i vejen for, at de ikke har kunnet offentliggøre den i lang tid, har været juridiske årsager, for hvis man sætter navne på, skal der være juridisk dækning for det. Så jeg tror, at rapporten kommer til at ligne rapporten fra UCI mere end Armstrong-rapporten, siger Liniger.

- Også fordi Armstrong-rapporten var meget specifik på én person. Det er den her ikke. Det er en kortlægning af situationen i et større tidsrum og i hele Danmark. Men der kan sagtens være nogle konkrete tilfælde og nogle konkrete navne i rapporten.

Kritik af rapporten

Rapporten bliver allerede nu kritiseret af Michael Rasmussen, et af hovedvidnerne i rapporten, for at have censureret og have udeladt blandt andet navnet Nicki Sørensen. En kritik, Rasmussen har fremført i Ekstra Bladet.

- Det er saftige sager, det er der ingen tvivl om. Jeg tror da, at man skal lægge noget i det, men ikke alt for meget. Jeg vil gerne vente og høre, hvad ADD har at sige til den sag. For sådan som Michael Rasmussen udlægger den sag i Ekstra Bladet, ser det ikke kønt ud for ADD, siger han og fortsætter:

En forklaring

- Men det kan være, der er en forklaring på, at tingene hos Michael Rasmussen ser ud, som de gør. Det er meget kompliceret både juridisk, men også rent interessentmæssigt. Så før, jeg fælder min dom over, at de faktisk er begyndt at skjule ting for at få andre ting frem, så lad os lige høre, hvad de har at sige, siger Liniger, som ikke tror, at rapporten vil ændre det helt store.  

- Jeg tror ikke, verden vil se markant anderledes ud på onsdag, men forhåbentlig vil der blive afdækket nogle strukturer, så man undgår, at det opstår i fremtiden; sådan at man kan gøre alt for, at sådan et problem ikke vokser sig så stort igen. At få straffet enkeltpersoner vil være vanskeligt, dels på grund af forældelsesfristen, og dels fordi der er en bevisbyrde at løfte.

Facebook
Twitter