Med rå ærlighed vil Brian Holm genoptage samarbejdet med superstjernen Cavendish: ’Hold kæft, og gør hvad jeg siger’

Mark Cavendish skifter til Deceuninck-QuickStep, hvor han fejrede store triumfer fra 2013 til 2015 sammen med sportsdirektør Brian Holm.

Brian Holm fortæller om sit tidligere samarbejde og sammenstød med superstjernen Mark Cavendish, som fra 2021 igen skal køre på Holms hold.

En af cykelhistoriens bedste sprintere Mark Cavendish vender i 2021-sæsonen tilbage til det belgiske storhold Deceuninck-QuickStep.

Det oplyser holdet i en pressemeddelelse.

Den 35-årige Cavendish kørte også for det sejrsvante mandskab fra 2013 til 2015.

I den periode bidrog han med 44 sejre, hvoraf otte af dem blev hentet i Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a Espana

Nu tager han så en ny tørn hos Deceuninck-QuickStep.

- Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er for at blive en del af holdet. Jeg har aldrig lagt skjul på min kærlighed til den tid, jeg havde på holdet, og det føles som at komme hjem nu, siger Mark Cavendish.

En af dem, Mark Cavendish nu bliver genforenet med, er Deceuninck-QuickSteps danske sportsdirektør Brian Holm. De to har tidligere udgjort et nærmest uovervindeligt makkerpar. Som sportsdirektør var Brian Holm en af Mark Cavendishs nærmeste allierede, da han havde sin storhedstid hos Deceuninck-QuickStep, som dengang hed Omega Pharma–QuickStep.

Men det var ikke kun de store sportslige resultater, som bandt dem sammen. Der var også god kemi imellem dem. Brian Holm endte som forlover til den britiske superstjernes bryllup. Og Mark Cavendish beskrev sit forhold til sin danske sportsdirektør, som en ’ven, far og bror på samme tid.’

Før deres fælles tid på det belgiske storhold arbejdede Cavendish og Brian Holm også sammen som rytter også sportsdirektør på holdet Team HTC–Columbia fra 2006 til 2011. her er de til træning sammen i 2010. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Efter Cavendish skiftede væk fra QuickStep, har de holdt kontakten med ugentlige sms’er eller telefonopkald. På trods af det nære venskab, venter der dog ikke Mark Cavendish positiv særbehandling fra Brian Holm, når de nu skal til at samarbejde igen. Faktisk tværtimod. For Mark Cavendish er ikke den samme altvindende supersprinter, som han var for fem år siden.

Han er Tour de France-historiens næstmest vindende rytter med 30 etapesejre. Men han har ikke vundet en Tour de France-etape siden 2016. Og det er mere end to år siden, at han sidst kørte først over stregen i et professionelt cykelløb.

- Han ved godt, at han ikke kommer til at træde ind på holdet som superstjernen, sådan som han var det sidst. Hans rolle bliver en helt anden. Han starter nærmest forfra som professionel. Han kommer til at skulle tage føringer og hente flasker, siger Brian Holm til DR Sporten.

- Så kan han arbejde sig op igennem hierarkiet på holdet stille og roligt. Og så kan vi måske om et halvt års tid prøve at køre for ham og give ham muligheden for at køre sin egen vinderchance i et mindre etapeløb. Men det bliver ikke i Tour de France. Det kan jeg ikke længere se for mig.

  • Mark Cavendish har de seneste par år kæmpet med at finde formen fra sin tidligere storhedstid. i 2011 vandt han den grønne trøje i Tour de France. (Foto: JUAN MEDINA © Scanpix)
  • I 2016 kørte han en enkelt etape i den gule trøje i Tour de France (Foto: JEAN-PAUL PELISSIER © Scanpix)
  • I 2011 blev Mark Cavendish verdensmester i landevejsløb. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)
1 / 3

Mark Cavendishs manglende resultater de seneste år kan ifølge Brian Holm skyldes manglende modspil til den temperamentsfulde brite.

- Når jeg ser det sådan lidt oppefra og ned, har hans person de seneste år næsten været større, end de hold han har kørt for, og det har ikke rigtig fungeret. Der skal vi nok pille ham ned og sætte ham på plads. Han kommer tilbage til et hold, hvor han skal rette ind, når han får en ordre. Og det vil Mark sætte pris på. Jeg kender ham.

Brian Holm taler af erfaring. Selvom de er gode venner, er tonen imellem dem ikke altid venlig. Faktisk kan den være rå, ja nærmest brutal. For skænderier skal der være plads til i et godt venskab, mener Brian Holm. Og hvad vigtigere er: Konflikter kan gøre Mark Cavendish til en bedre cykelrytter.

- Jo mere en rytter som Mark brokker sig, jo mere skal han have igen. Der skal jeg som sportsdirektør sige ’hold kæft, og gør hvad jeg siger’. Det kan lyde voldsomt, men den form for usødet ærlighed gør ham god, siger Brian Holm.

- Mark skal næsten fornemme, når man kigger på ham, at han er lige på grænsen til at få en fysisk ørefigen. Det er sådan, man håndterer ham bedst. Så er han glad. Han trives med energien i konflikter.

  • Når Brian Holm skal have det bedste ud af Mark Cavendish lægger han ikke fingre imellem. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Brian Holm er ikke bange for at pirre Mark Cavendishs temperament. Tværtimod mener han, at briten nogle gange bliver bedre af at et godt skænderi. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
1 / 2

Et eksempel er en etape i Giro d'Italia i 2013, hvor det virkelig slog gnister imellem supersprinteren og sportsdirektøren.

Mark Cavendish havde allerede vundet tre etaper i løbet og på 13. etape, som var monstrøse 254 kilometer lang, havde Mark Cavendish forventet en velfortjent ’fridag’ – hvor han bare kunne træde let i pedalerne og trille stille og roligt i mål. Men Brian Holm havde helt andre planer.

Da et udbrud slap afsted, sendte Brian Holm hele Omega Pharma–QuickStep-holdet frem for at sætte tempoet op i feltet og indhente udbruddet. Han ville vinde med Mark Cavendish. Men det var en ret kuperet etape, og Mark Cavendish foretrækker, når det er pandekagefladt. Flere gange sagde han over radioen: ’Stop, stop, det er for hårdt. Jeg kan ikke vinde i dag.’

Men Brian Holm svarede: ’Hold kæft, og gør hvad jeg siger.’

I 200 kilometer satte Brian Holms hold et kværnende hårdt tempo for at indhente udbryderne, og Mark Cavendish led og kæmpede hele dagen for at følge med feltet igennem det knoldede italienske bakkelandskab. Mark Cavendish vandt lige akkurat etapen med et halvt hjul.

Mark Cavendish i rødt spurter mod målstregen i Giro d'Italia i 2013. Her er det 21. etape, som han også vandt. (Foto: ALESSANDRO GAROFALO © Scanpix)

Da de kom tilbage til hotellet, gik Brian Holm ind på hans værelse for at sige tillykke. Dér lå Mark Cavendish nøgen på sengen og græd.

- Forsvind ud af mit værelse. Jeg sagde til dig ti gange, at jeg ikke ville, og alligevel pressede du mig. Jeg har aldrig kørt mig så meget ud før. Du har ødelagt mit liv og mit løb. Jeg er så drænet for kræfter, at jeg ikke kommer til at gennemføre løbet nu, sagde Mark Cavendish ifølge Brian Holm.

- Næste morgen kom han hen og gav mig en lammer, mens han grinede. Så vidste jeg, at der var ro på igen. Og han gennemførte resten løbet og vandt endda en etape mere og den røde pointtrøje. Sådan er det i cykelsport. Jeg skal få rytterne til at gøre det, som de egentlig ikke har lyst til.

- Og jeg har selvfølgelig advaret Mark. Han ved, at han kommer til at arbejde hårdt, når han skal køre for mig igen nu. Og det er han på klar. Det er derfor, han kan lide at cykle, siger han. Og det ved jeg, han mener. Vi er et af de hold, som har mest kæft, trit og retning. Og det kan lyde underligt, men det kan være en befrielse for nogle ryttere. Når de ved, hvem der bestemmer, og at der ikke er noget, der er til diskussion.

FacebookTwitter