Michael Rasmussen på efterskole: 'Der er ingen tvivl om det moralske, når jeg underviser de unge'

DR mødte Michael Rasmussen som underviser på Hald Ege Efterskole. Men hvordan gør Danmarks sorte doping-får, der stadig ikke fortryder noget, unge elever til moralske, hele mennesker?

Man skal ikke tage fejl. Han er der stadig.

Som når Michael Rasmussen bliver træt af sine efterskoleelevers rod, samler al affaldet i en bunke midt på gulvet og beder de skyldige elever hente deres skrald én for én.

Eller som når han i sin undervisning giver udtryk for det uforståelige i, at de unge elever på Hald Ege Efterskole, hvor Michael Rasmussen underviser, endnu ikke har valgt retning i livet, som han selv gjorde, da han var syv år.

Michael Rasmussen i salen, hvor han ofte står for morgensamlingerne på skolen. Det betyder, at han skal holde et oplæg om et debatemne, der så bliver diskuteret af lever og lærere. Doping har været et emne ved samlingerne.

Man skal ikke tage fejl. Han er der stadig.

Michael Rasmussen er her bare på en anden måde, end Kyllingen var der. Med egne ord mere rund, mere medmenneskelig, stående på et sted i sit liv, hvor han har fundet fred med de konsekvenser, hans dopingfortid har haft.

Som når han til et åbent hus-arrangement for forældre og fremtidige elever 1. april som svar på de øvrige læreres præsentation af deres fag med indbyggede aprilsnar-jokes, stiller sig op og på scenen og med et smil siger: ”Det er fine aprilsnar-jokes, men jeg er den eneste her, der har papir på, at jeg ikke er til at stole på.”

Eller som når han for egen regning tager med eleverne på studietur til Ghana, blander sig og deltager i alle aktiviteter, der indgår. Eller når han spiser med dem til dagligt og står for morgensamlingen ved solopgang. Eller når han putter eleverne.

Han rummer stadig begge dele, mennesket Michael Rasmussen og cykelrytteren Kyllingen. Men balancen har rykket sig. I dag er vægten tippet over mod det almenmenneskelige med et bredere udsyn på bekostning af den hæmningsløse cykelrytter med det kompromisløse tunnelsyn.

Det er dér, Michael Rasmussen er i dag. Dopingdanmarks dårligste samvittighed som Grundtvigs forkynder for landets unge. For få år siden et genfærd plaget af bristede drømme, fra august lærer og forbillede for 17 elever på linjefaget mountainbike.

- Jeg ville ikke kunne have haft dette job for nogle år siden. Slet ikke. I løbet af sidste 10 år er der ingen tvivl om, at jeg er blevet meget mere rund og også mere medmenneskelig. Og har fundet nye sider af mig selv, siger han.

- Jeg er et bedre sted nu, end jeg har været længe. Jeg er langt mere sikker på, hvad jeg vil, og lige nu bliver mit liv stykket sammen af mange gode ting. Jeg gider ikke længere at bruge tid på noget eller på nogen, jeg ikke synes om.

Lige nu handler det om at undervise i mountainbike. Sidste år var det på højskolen på Hald Ege, i år er det en håndfuld elever på efterskolen samme sted, og fra august har tilmeldingen været så stor, at det bliver et linjefag på Hald Ege Efterskole. Desuden skal han undervise et linjefag i landevejscykling på Idrætsefterskolen Klintsøgård på Sjælland.

Hald Ege Efterskole ved Viborg.

- Det er et enormt privilegie at give en masse erfaringer og viden videre til disse unge mennesker. Noget, som de måske ikke får fra andre sider. Jeg kommer jo fra en meget lidt pædagogisk verden, og forstanderen plejer at joke med min manglende rummelighed og forståelse, siger Michael Rasmussen.

- Det handler om at være med til at sende nogen i den rigtige retning. Jeg har jo mange gange været dér, hvor tingene har gjort ondt. Både på krop og sjæl. Og det er noget af dét, jeg kan fortælle eleverne; forståelsen for, at det ikke altid er nemt. Hverken på cyklen eller i livet, siger han.

- Jeg siger ofte til eleverne: ”Lad nu vær med at sige, du ikke kan, fordi det går lidt op ad bakke, eller fordi det er lidt koldt. Det holder ikke op med at gøre ondt, fordi vi springer over nu. Der kommer altid noget nyt, der gør ondt.”

Et forbillede?

DR møder Michael Rasmussen på Hald Ege Efterskole, smukt beliggende ved Dollerup Bakker nær Viborg. 11 år efter han styrtede ned i et personligt helvede, da han blev smidt ud af Tour de France iført den gule trøje. Og fem år efter han skriftede foran den danske befolkning og erkendte dopingbrug siden 1998.

Midt i et forårsmodent naturområde myldrer den gamle, rødklædte kuranstalt, der huser skolen, af liv fra elever fra friskolen, højskolen og efterskolen, og fra tidligt om morgenen sidder Michael Rasmussen med kaffe og computer i lærerværelset med de øvrige lærere.

Michael Rasmussen gør klar til dagens træning og undervisning.

Denne dag er der træning med mountainbike-eleverne fra kl. 8 og godt to timer frem. Efter endt træning og rengøring af cykler, placerer Michael Rasmussen sin cykel op ad væggen på gangen foran omklædningsrummet. Træningen er forbi, der er snart DM i mountainbike for efterskoler, og læreren ønsker to elever held og lykke.

Konstante bølger af elever strømmer forbi cyklen, parkeret op ad væggen på gangen, og undervisere som Ann Grete Nørgaard i håndbold samt Jonas Kamper og Razak Pimpong i fodbold ses i hælene på de mange elever.

Sponsorcyklen med Michael Rasmussens navn på stangen tiltrækker sig mere opmærksomhed end den store plakat, der hænger på væggen ved siden af, og som med et citat indrammer skolens ambition med, hvordan undervisningen skal udvikle de unge.

”Se med hjertet. Vi er ikke blevet betroet menneskenes børn for senere at veje og måle deres samlede egenskaber, men for at glæde os over deres evne til at stige opad.” Et citat fra den franske forfatter Antoine de Saint-Exupéry.

Michael Rasmussen med nogle af sine elever.

Det handler om moral og dannelse på efterskolen. Om at skabe hele mennesker. Om at stige opad. Michael Rasmussen er en af vejviserne, men med hvilken moralsk autoritet? Han har forbrudt sig mod sportens ånd, han har snydt, løjet om det og udleveret andre ryttere til dopingmyndighederne.

Og nej, Michael Rasmussen fortryder stadig intet omkring sin fortid. Ja, han mener stadig, at han var udsat for et justitsmord. Ja, han vil gøre det hele igen, og ja, han mener stadig, at det var det hele værd.

Du fortryder ikke din dopingfortid og er åben omkring snyd. Hvordan kan du være et moralsk forbillede for eleverne på skolen?

- Det tror jeg på, at jeg kan, siger han og fortsætter:

- Der er masser i min historik og min opførsel, der ikke har været forbilledlig, men derfor mener jeg sagtens, at jeg kan være en inspirator. Og man kan da ikke komme udenom, at min dedikation har været forbilledlig, siger Michael Rasmussen.

- På nogle områder kan man sagtens være et forbillede uden at følge gamle mennesker over vejen. Man behøver ikke at være et moralsk forbillede, blot fordi man er et forbillede på andre områder. Er en lærer, der er 20 kg for overvægtig, ryger og drikker, et forbillede?

Hvordan forklarer du dine elever det moralske i at tage doping for at opnå ens mål?

- Jeg vil jo aldrig nogensinde anbefale doping til nogen. Men jeg ved også med mig selv, at uanset, hvor i historien du planter mig, vil jeg gøre alt for at vinde med de tilgængelige midler. Det er en så stærk drivkraft hos mig. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan adskille de to ting i forhold til, hvad der er moralsk korrekt at gøre, siger han.

- Der er ingen tvivl om det moralske, når jeg underviser de unge. Men det skal man ikke forveksle med det at kunne nuancere det. Dopingstørrelsen er jo en hel debat i sig selv, og det er vigtigt for mig at nuancere det over for eleverne, siger Rasmussen.

- Det er vigtigt, at de inden, at de fordømmer noget, forsøger at forstå det. Man kan ikke bare se på overfladen uden at gå et spadestik dybere, siger Michael Rasmussen og uddyber:

- På et tidspunkt var der nogle af mine elever, der medvirkede i en kampagne imod snus. De stillede sig op og sagde, at man skulle holde sig fra det, samtidig med at de selv brugte det. Det var interessant at diskutere. Jeg sagde, at hvis de skulle bevare deres integritet, kunne der ikke være så store afvigelser mellem det, de sagde, og det, de gjorde. At de skulle stå ved dét, de gjorde og lade være med at sige noget andet. At de skulle efterleve deres egne ord.

Det var vel præcis det, du gjorde som rytter, da du løj om at være dopet?

- I mit tilfælde er der en klar skillelinje. Der er før 31. januar 2013 (pressemødet, hvor han indrømmede doping, red.), og så er der tiden efter. Inden den dato var præmissen for at operere i cykelverdenen som en subkultur, at sandheden ikke kunne siges højt. Alt dét, der ligger efter den dato, har jeg gjort, som da jeg kørte på cykel, kompromisløs, ærligt og 100 procent.

- Og det er måske dét, der i virkeligheden er kernen i det, jeg siger til eleverne: Når I gør noget, så gør det 100 procent. Lad vær med at stå i vadestedet. Og selvfølgelig skal det være inden for spillepladen. Men hvornår overskrider man grænserne i sport? Er det når man laver et professionelt frispark i fodbold og skader en modspiller og kun får et gult kort? Er det moralsk forkert? Det er en diskussion værd.

Det er en kompromisløs holdning, der kan have store konsekvenser. Er der en balance mellem valg og konsekvenser i din undervisning?

- Ja, selvfølgelig. Jeg har eksempelvis involveret dem i min depression. Jeg fortæller dem, at de skal passe på hinanden. De skal lægge mærke til hinanden. Hvis der én, der har lukket ned for alle kontakterne socialt, så skal de være opmærksomme på det. Det er ikke sikkert, at han har lyst til at være alene.

- Det er ofte det allersidste, folk har lyst til. Det har jeg kunnet fortælle fra min egen historie. Jeg ville ønske, at der var nogen, der havde taget fat i mig og fået mig ud i sollyset, da jeg sad i kælderen og drak weiss-bier, efter jeg blev taget ud af Touren i 2007. Men dét var der ikke.

Skolen vil gerne uddanne eleverne til at træffe valg, så de kan blive hele mennesker, hvilket du selv siger i en video på skolens hjemmeside. Skal man selv være et helt menneske for at kunne give det aspekt videre til de unge?

- Det ved jeg ikke, om man skal. Det er jeg ikke sikker på.

Er du et helt menneske?

- Så længe der stadig er et åbent sår i forhold til Tour de France 2007, vil det være svært at påstå, at jeg er et helt menneske. Men jeg er på vej.

FBI-agent havde ret

Det har været en vej gennem et vildnis af sorg og kaotiske følelser, som Michael Rasmussen farede vild i, da han iført den gule trøje blev smidt ud af Tour de France og de næste mange år kæmpede for sportslig og økonomisk oprejsning. Og en form for tilgivelse.

Det lykkedes ikke.

I stedet fyldte tanker om, hvad der forårsager ødelæggelse, og hvorfor det ramte ham? Selvmordstanker, depression, isolation, retfærdighed, skilsmisse, uendelige retssager, mistede millioner og udstødelse af både det danske og internationale cykelmiljø.

Men langsomt og skridtvis er der sket en form for udfrielse, som har gjort, at han i dag kan undervise unge, at han er flyttet tilbage til sine rødder i Holbæk for at skabe et nyt livsfundament med ny kæreste, og som har gjort, at han har fundet fred med konsekvenserne af sine handlinger.

Et definerende skridt involverede en FBI-agent fra USA. Da Michael Rasmussen i 2005 stillede sig til rådighed som hovedvidne for Anti Doping Danmark og rapporten om doping i dansk cykelsport fra 1998-2015, tømte han al sin viden og kendskab om doping, dopede ryttere, og hvad holdejere som Bjarne Riis vidste.

En amerikansk agent var til stede ved afhøringerne og henvendte sig til Rasmussen: ”The truth will set you free”.

- Dengang havde jeg lyst til at pande ham én. I dét øjeblik, han sagde det, syntes jeg, at det var så klichéfyldt og amerikansk at fyre af midt under en afhøring. Men jeg bliver nødt til at sige, at han havde ret. Det har været enormt befriende for mig at få det ud; at kunne fortælle folk om det hele uden forbehold og aldrig at skulle tænke på at lyve om det igen. Det har gjort mig fri.

Han har aldrig konsulteret en psykolog, men steg i stedet på cyklen og kørte 30.000 km om året for at tømme hovedet for tanker, for at glemme, for at finde vejen igennem og ud.

En af de veje førte til en skilsmisse og en afslutning af de seks retssager, Michael Rasmussen var involveret i, specielt med Rabobank om mange millioner for uberettiget fyring. En sag, hvor der blev indgået kompromis efter mange års retslig turbulens.

- I virkeligheden stoppede sagen nok også, fordi min ex-kone på et tidspunkt sagde: Kan du aldrig bare give op? Dér begyndte det at gå op for mig, at det trak veksler på andre end mig. Det fik mig til at tænke på at få lukket ned, siger Rasmussen.

Ægteskabet stod dog ikke til at redde.

- Der skete jo en meget radikal ændring i mit liv. Tæppet blev totalt trukket væk under mig, hvilket betød en ny realitet for min kone og jeg. Vi skulle lære hinanden bedre at kende, men over tid fandt jeg ud af, at mit fremtidige liv skulle ligge i Danmark, siger han og fortsætter:

- Jeg kunne godt kunne være blevet boende i Italien og nærmest ikke behøve at arbejde resten af min tid. Men det har været de 10 mio. kr. værd at blive skilt. Nu ved jeg, at jeg skal holde mig til, jeg skal betale regninger resten af mit liv. Og det er godt for mig. Jeg kunne godt have kørt op og ned ad Gardasøen og drikke cappuccino resten af mine dage, men det er ikke dét, der giver mig værdi, siger han.

Afhængigheden af Riis

Ét definerende skridt har Michael Rasmussen haft svært ved at tage. Et langt ydre skridt, der vil kunne mindske afstanden mellem de indre kampe, der stadig foregår i ham. Det handler om en tilbagevenden til cykelverdenen, hvor hans drøm er at skabe et World Tour-hold.

Men han ved også godt, at udstødelsen stadig er i effekt i den danske del af branchen i særdeleshed.

- Jeg går ikke specielt efter en eller anden form for anerkendelse i cykelmiljøet. Jeg er ikke sat i verden for at behage dem. Det, der er vigtig for mig, er at bevare min egen integritet, siger han.

- Men det er jo mærkeligt. Det er lidt bizart, for hvis man rent faktisk tror på, at moralen har ændret sig, hvorfor skulle man skulle man så ikke tage imod en mand, der har fortalt åbent og ærligt om, hvordan tingene var? Men det har ikke været tilfældet.

- Det omkringliggende samfund har taget godt imod mig. I øjeblikket er der to forstandere og en masse forældre, der synes, at det er fint, at jeg underviser 16-årige. Der er to kommuner, der synes, det er fint, at jeg tager mig af sårbare, unge mennesker og bringer dem videre i livet. Det er en blåstempling, synes jeg, siger Rasmussen.

- I cykelmiljøet burde der jo være en kø uden for min dør i forhold til at bede om, at jeg stiller fire årtiers ekspertise til rådighed. Men det er ikke tilfældet. Og det er sgu en mærkelig størrelse. Noget tyder på, at cykelsporten ikke er kommet meget videre, hvis dét er logikken, siger han og fortsætter:

- Man vil godt have dem tilbage, der ikke fortæller sandheden eller en light-version af den. Hvad var forskellen på mig og Bjarne Riis? Det handler jo, om, at så mange forhenværende og nuværende ryttere har været afhængige af Bjarne i det danske cykelmiljø og stadigvæk er det, siger Rasmussen, der er bevidst om, at hans holdninger ikke er populære i branchen.

- Jeg passer ikke ind i et tv-studie som ekspert, for jeg kan ikke falde på halen over, at Lars Bak er dygtig til at hente vandflasker, hvilket der er 150 andre, der også gør i feltet. Når de i TV2 -studiet udnævner ham til verdens bedste hjælperytter, og han egentlig bare gør sit job, er det præmisser, jeg ikke kan være med på.

Derfor skaber Michael Rasmussen sine egne præmisser, der tager udgangspunkt i hans egen historie, som han knytter til cykelsporten i dag. En verden, der ifølge Rasmussen er utænkelig uden brugen af doping.

- Når jeg holder foredrag, er folk ikke sure over det, vi gjorde dengang. Den illusion er bristet for længe siden. Men så kommer spørgsmålet, hvad med cykelsporten i dag?

- Det er trist at skulle overbringe dem beskeden, at den hest er løbet for længe siden. De, der cykler i dag, har ligeså meget lyst til at vinde som de, der cyklede i nullerne og 90’erne, i 80’erne og på Fausto Coppis tid, siger han.

- Indstillingen er ikke anderledes i dag blandt de øverste i feltet. Hvis man kigger i historiebøgerne er det forventeligt, og der er jo også positive tests hele tiden, siger han og fortsætter:

- Man kan vælge at prøve at opretholde illusionen og eventyret. Der skal helst ikke rokkes ved vores helte. Men eksempelvis er der aldrig blevet brugt så meget kortison som nu. Man kan gøre det risikofrit, det er enorm powerfuldt, det virker, og rytterne er tyndere, end da jeg kørte, fordi folk har fået øjnene på for, at det virker.

Det er ifølge Michael Rasmussen cykelsportens iboende natur og kultur, der støder mod omverdenens forestilling om det ædle, moralske ideal i al sport. En naiv forventning, der strider imod det, som cykelsporten og elitesport generelt altid har stået for.

- For at opnå succes i den verden er man nødt til at skrælle lidt af medmenneskeligheden væk. Der er en forestilling om, at sport er en idealverden, der er karakterdannende, at udøverne er moralske supermennesker, og at det handler om fair play og sportsmanship. Men det er ikke sådan, man vinder Tour de France.

Flygter ikke fra Kyllingen

Han er her stadig. Og han angrer ikke, for det er alle fortidens handlinger, der har ført Michael Rasmussen mod et nyt sted, et nyt liv. Det har ført ham hertil. Han rækker ikke ud efter det uopnåelige længere, for hans eget liv, som hans elevers liv, er nærværende nok.

Men man skal ikke tage fejl. Selv om Michael Rasmussen har fundet en slags indre fred og har taget store identitetsmæssige skridt, så er Kyllingen her stadig. Og vil aldrig forsvinde.

- For tid og evighed vil jeg være mere kendt for dét, jeg ikke vandt, end dét, jeg vandt. Det kan ikke lade sig gøre at flygte fra min fortid, og det vil jeg heller ikke. De bedste år af mit liv var investeret i det, så naturligvis vil det aldrig forsvinde, siger han.

- Og det kan godt være, at jeg ikke nåede til Paris i 2007, men det var det hele værd alligevel, siger han på trods af, at hans identitet som rytter og menneske på ét døgn blev nulstillet.

- Jeg har endelig fundet fred med de konsekvenser og omkostninger, hele sagen har haft for mig. Men jeg vil også sige, at bitterheden kommer til at gå i graven med mig. Det tog mig 25 år at nå dertil, og det kommer til at tage mere end 25 år at komme over det, siger han

- Jeg skulle have vundet Touren i både 2007 og 2008, og så kunne min karriere være sluttet. Jeg var god nok til det. Men det var min Picasso, der aldrig blev færdiggjort. Der har været et kæmpe stort sår, som bliver mindre og mindre for hver dag og for hvert år, men som aldrig vil hele hundrede procent.

- Derfor kommer jeg aldrig over det, men i dag kan jeg endelig forlige mig med det. Og i dag har jeg det godt. Jeg kan ikke ændre på historien, og jeg kigger i den grad fremad. Der er så mange muligheder derude.