Michael Valgren er Årets Cykelrytter: 'Jeg har slået store navne'

Michael Valgren er blevet kåret til årets bedste danske cykelrytter ved et arrangement i Ballerup Super Arena.

Michael Valgren høstede karrierens hidtil største triumf, da han vandt Amstel Gold Race i april. (Foto: Marcel Van Hoorn © Scanpix)

For anden gang i sin karriere kan Michael Valgren kalde sig Årets Cykelrytter i Danmark.

I en sæson, hvor adskillige danske ryttere markerede sig på den internationale scene, skilte Valgren sig ud og blev hyldet af Danmarks Cykle Union (DCU) ved et arrangement i Ballerup Super Arena fredag aften.

Astana-rytteren hentede i den forgangne sæson to store sejre og imponerede ved at holde et konstant højt niveau fra de belgiske klassikerløb i det tidlige forår til VM i slutningen af september.

Michael Valgren sad i et fly mod Australien, da Danmarks Cykle Union (DCU) fredag aften kårede ham som Årets Cykelrytter, da den nybagte Dimension Data-rytter allerede indleder den nye sæson midt i januar med det australske etapeløb Tour Down Under.

Inden han begav sig ud på den lange flyrejse, havde han dog nået at modtage det glade budskab om, at kollegerne for anden gang havde valgt ham som sæsonens bedste dansker.

- Det er faktisk endnu federe at vinde prisen for anden gang, fordi det bekræfter mig i, at min udvikling er fortsat, siger Michael Valgren.

Har slået store navne

Da han i 2014 for første gang modtog prisen, skete det på baggrund af en DM-titel og en samlet sejr i PostNord Danmark Rundt.

I år skulle der dog ekstraordinært store resultater til at vinde, fordi en lang række danskere har markeret sig på den store scene.

Således var Paris-Tours-vinderen Søren Kragh Andersen og Flandern Rundt-toeren Mads Pedersen end ikke blandt de fem nominerede.

- I dansk cykelsport er der mange unge talenter, der har lavet flotte resultater i år, og det er store navne, jeg har slået, konstaterer Michael Valgren.

To gange kørte han først over en målstreg, og begge gange skete det i store internationale endagsløb.

Han indledte med at vinde Omloop Het Nieuwsblad i februar og overgik sig selv med sejren i klassikeren Amstel Gold Race i april.

- Når jeg ser tilbage på sæsonen, er det Amstel-sejren, der vægter højest. Jeg ramte en dag, hvor jeg var rigtig stærkt kørende og er meget glad for måden, jeg kørte løbet på.

- Men jeg husker også min indsats ved VM. Selv om det ikke blev til en sejr, er jeg meget tilfreds med, at jeg kunne være med på så hård en rute.

- Det giver blod på tanden til fremtiden, og VM bliver et stort mål for mig i den nye sæson, siger Michael Valgren.

De øvrige nominerede til prisen som Årets Cykelrytter var Amalie Dideriksen, Magnus Cort, herrernes 4000-meter-hold og Mikkel Bjerg.

/ritzau/

Det er de danske licensryttere, der har stemt på Valgren som Årets Cykelrytter i kamp med fire andre kandidater.

De øvrige nominerede var Amalie Dideriksen, Magnus Cort, herrernes 4000-meter-hold og Mikkel Bjerg.

/ritzau/

Facebook
Twitter