Michele Ferrari er cykelsportens 'gale videnskabsmand'

Den italienske læge er berømt for sine resultater og berygtet for sine dopingsager.

Arkivfoto af Michele Ferrari (i midten), taget 1. oktober 2004 i den italienske by Bologna. (Foto: © NICO CASAMASSIMA, Scanpix)

I 1990'erne blev han kendt som "myten" i den internationale cykelverden. Han har arbejdet sammen med en lang række af historiens allermest succesfulde ryttere. Og gang på gang er han sat i forbindelse med doping.

Italienske Michele Ferrari har siden begyndelsen af 1980'erne spillet en vigtig rolle i international cykelsport. Blandt andre kendte ryttere som Mario Cippolini, Alex Zülle og Laurent Jalabert benyttede sig af den italienske læges tjenester, fortalte DR i dokumentaren Danskerlægen 2 fra år 2000.

Også den amerikanske stjernerytter Lance Armstrong var kunde hos Ferrari i en årrække, har Armstrong selv indrømmet.

Men nye oplysninger indikerer, at Michele Ferrari fortsat kan være aktiv inden for cykelsporten.

Den danske toprytter Jakob Fuglsang var i 2019 under hemmelig efterforskning af cykelsportens uafhængige anti-dopingenhed, Cycling Anti-Doping Foundation (CADF), for forbindelser til netop Michele Ferrari.

Det viser en hemmeligholdt rapport, som DR, Politiken og norske VG er kommet i besiddelse af.

Lance Armstrong indrømmede sit dopingmisbrug i 2013 i et interview med talkshow-værten Oprah Winfrey. (Foto: © George Burns, Scanpix)

"Gal videnskabsmand"

I 2012 blev Michele Ferrari udelukket på livstid fra sporten. Det skete samtidig med, at hans tidligere klient Lance Armstrong blev frataget sine titler, heriblandt de syv sejre i Tour de France, af det amerikanske antidoping-agentur (USADA).

Travis Tygart er direktør for USADA og betragter Michele Ferrari som en "særlig figur" indenfor cykelsporten.

- Der er noget gal videnskabsmand over ham. Han fandt en niche, hvor han kunne folde sig ud. De fleste læger skriver under på en ed om, at de altid vil gøre det bedste for deres patienter, om ikke at gøre skade. Men det kastede han bort og gjorde, hvad det krævede, også mod lovene i Frankrig og Italien, for at dope atleter, så de kunne vinde, siger Travis Tygart.

Startede med langrendsskiløb

Michele Ferrari er født i 1953 og startede sin karriere som sportslæge- og træner indenfor langrendsskiløb. Men i 1980'erne skiftede han til cykelsporten, hvor pengene er større.

I januar 1984 var Michele Ferrari assistent for en anden af cykelsportens kontroversielle læger, Francesco Conconi, som hjalp rytteren Francesco Moser med at slå timerekorden i cykling. En mission, der lykkedes, og som for alvor bragte Ferrari til tops i cykelsporten.

Han blev holdlæge på flere cykelhold, blandt andet for det italienske hold Gewiss-Ballan, som i 1994 leverede et helt ekstraordinært resultat ved det belgiske løb La Flèche Wallonne.

Tre af holdets ryttere kørte fra resten af feltet 72 kilometer fra målstregen, fastholdt forspringet og endte med at tage tre pladser på podiet.

Det resultat satte gang i spekulationerne om doping, og Michele Ferrari blev citeret af den franske avis L’Equipe for at sige: "Epo er ikke farligt, det er misbrug, der er farligt. Det er også farligt at drikke 10 liter appelsinjuice." (her refereret fra cyclingnews.com)

Derefter slog Michele Ferrari sig op som individuel rådgiver af ryttere. I 2000 afslørede DR i dokumentaren Danskerlægen 2, at en lang række af tidens største cykelryttere var kunder hos Ferrari.

Læge for Lance Armstrong

Blandt Ferraris vigtigste opgaver var arbejdet for det amerikanske cykelhold US Postal, hvor Lance Armstrong var holdkaptajn i en årrække og vandt verdens vigtigste cykelløb, Tour de France, syv gange.

Arkivfoto af Tyler Hamilton, tidligere holdkammerat med Lance Armstrong. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

I 2012 stod en af de tidligere topryttere på US Postal, Tyler Hamilton, frem i det amerikanske tv-program 60 Minutes, og fortalte om omfattende dopingmisbrug på holdet – og om Michel Ferraris rolle.

- Michele Ferrari er en fantastisk coach og træner. Han er en genial fyr. Han lærte Lance (Armstrong, red.) at træne ordentligt. Selvfølgelig er der mere i cykling end bare at træne, hvile og at spise korrekt. Der er et element mere, doping-delen. Og han (Ferrari, red.) gav ham (Lance Armstrong, red.) en doping-plan, fortalte Tyler Hamilton til 60 Minutes.

Også Tyler Hamilton fik en doping-plan, da han arbejdede med Michele Ferrari, fortalte Hamilton videre til 60 Minutes.

En "messias inden for doping"

Den irske journalist David Walsh har brugt en stor del af sin karriere på at skrive om doping inden for cykelsporten. I 2001 afslørede David Walsh i avisen The Sunday Times, at Lance Armstrong arbejdede sammen med Michele Ferrari.

- Han blev opfattet som en messias inden for doping og forberedelse, en guru, manden du gik til, hvis du ville vinde Tour de France, siger David Walsh om Michele Ferrari, siger David Walsh.

Selvom Michele Ferrari arbejdede for den absolutte top inden for international cykelsport, så levede han diskret, fortæller David Walsh.

- Du så aldrig Ferrari. Aldrig. Alle plejede at sige, at han ville skjule sig selv. Han ændrede sin fysiske fremtoning. Han havde sin autocamper, måske var han til Tour de France, men man kunne aldrig se ham.

ARKIV. Lance Armstrong fejrer en af de syv sejre i Tour de France, som han senere blev frataget. (Foto: © Wolfgang Rattay, Scanpix)

Udelukket på livstid

I 2002 blev Michele Ferrari udelukket på livstid af det italienske cykelforbund. Og i 2012 fulgte hans livstidsudelukkelse fra cykelsport i hele verden, samtidig med at Lance Armstrong fik frataget sine Tour de France-sejre.

I 2015 udgav det internationale anti-dopingagentur, Wada, en liste over personer, som det er forbudt at arbejde sammen med for aktive sportsudøvere. Her finder man også Ferraris navn.

Michele Ferrari har gennem årene givet ganske få interviews, men i 2012 afviste han over for tv-stationen al-Jazeera, at han nogensinde havde været involveret i doping.

- Siden jeg startede med cykelryttere for 30 år siden, har jeg haft konsultationer med hundredvis af professionelle cykelryttere. Men i løbet af de 30 år har kun få atleter beskyldt mig for noget illegalt med doping. Og alle disse få fyre har en årsag til at gøre det, sagde Michele Ferrari til al-Jazeera i 2012.

DR har i længere tid forsøgt at få en kommentar fra både Michele Ferrari og hans søn, Stefano Ferrari, men de har ikke svaret på DR's spørgsmål.