Ny dansk World Cup-medalje i banecykling

Julie Leth og Trine Schmidt vandt søndag sølv i parløb ved World Cup i banecykling i Berlin.

Julie Leth (tv.) og Trine Schmidt sikrede tredje danske World Cup-medalje i træk i kvindernes parløb. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Danmark fik søndag endnu en medalje ved World Cuppen i banecykling i Berlin.

I sæsonens tredje World Cup-afdeling vandt Julie Leth og Trine Schmidt sølv i kvindernes parløb, mens guldet gik til briterne.

Kvinderne fra Storbritannien startede bedst i finalen og fik 18 point i de fire første spurter. Danskerne kom på tavlen efter fjerde spurt, hvor de blev nummer to efter briterne.

Inden sidste spurt havde Leth og Schmidt kørt sig op, så kampen om guldet stod mellem danskerne og briterne.

Briterne vandt dog spurten, men de danske ryttere ikke fik point. Det betød guld til Storbritannien, sølv til Julie Leth og Trine Schmidt, mens Belgien tog bronze.

I den samlede World Cup-stilling ligger Danmark nummer to i parløb for kvinder med tre afdelinger tilbage. I de to første afdelinger blev det til guld og sølv for danskerne.

Det betyder, at danskerne fortsat ligger lunt i svinget i kvalifikationsræset til både VM og OL.

Hos mændene blev det fredag til sølv i fire kilometer forfølgelse, mens Lasse Norman Hansen og Casper Folsach lørdag vandt guld i parløb.

Facebook
Twitter