Nyudklækket dansk banelandshold vandt EM i første forsøg: 'Havde ikke troet, vi skulle udrette noget'

Det danske banelandshold har, med en gennemsnitsalder på kun 20 år, vundet EM-guld.

(Foto: Henning Bagger og Søren Bidstrup © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

Onsdag aften leverede et nyt kuld banelandholdsryttere et brag af en præsentation på velodromen i EM-finalen i 4000 meter holdforfølgelse. Det unge hold vandt EM-guld i tiden 3 minutter og 51.389 sekunder og sikrede sig pladsen øverst på podiet foran Schweiz.

Men det var langt fra det banelandshold, som de seneste år har bestyret jernhestene og vundet EM og VM og senest en sølvmedalje til OL. Det var kun rytteren Rasmus Lund, der før har været en del af det vindende hold. Resten af holdet bestod nemlig af unge ryttere, der tog til EM for at få mere rutine.

Da rytterne er unge og uden den store rutine, var det helt uventet, at de blev europamestre i disciplinen. Den assisterende landstræner, Martin Lollesgaard, havde heller ikke de store forventninger til holdet forud for EM.

- Vores forventninger var ret afdæmpede, da vi kom med et nyt hold. Selvfølgelig har Rasmus lund Pedersen en kæmpe rutine, men vi havde ikke troet, vi skulle udrette noget, der minder om den her præsentation, fortæller Martin Lollesgaard.

De rutinerede baneryttere Lasse Norman, Niklas Larsen og Frederik Rodenberg har siden OL bevæget sig ud på landevejene. Det har skabt plads på banen til et nyt ungt hold, der får mulighed for at få en masse rutine og dygtiggøre sig.

- De nye ryttere har lige nu chancen for at tage deres eksplosive udviklingsryk. Så der er stor sandsynlighed for, at de kommer op på et kompetitivt niveau med de gamle ryttere. Men det vigtigste er, at de kommer til at arve den kultur, vi har. Vi arbejder hårdt, og vi arbejder hårdere end de fleste andre, fortæller Martin Lollesgaard.

Da Rasmus Lund er den eneste rytter, der stadig har en plads på holdet, bliver det hans opgave at binde bro mellem det nye og det gamle hold.

- Det har hele tiden ligget i kortene, at jeg skulle være en form for kulturbærer, og være med til at videregive vores kultur til de nye unge ryttere.

- Det er en fed rolle, og jeg håber, jeg kan lære gutterne nogle små tricks hist og her, så de forhåbentlig bliver nogle bedre cykelryttere, fortæller 23-årige Rasmus Lund.

Det danske banelandshold vinder EM-guld. Øverst på podiet fra venstre: Tobias Aagaard, Carl-Frederik Bevort, Matias Malmberg og Rasmus Lund. (Foto: BEAUTIFUL SPORTS/Olaf Rellisch v © imago images/Beautiful Sports)

Fremtidens banelandshold

Selvom landsholdets profiler er skiftet ud, er intet sikkert, når OL i Paris i 2023 nærmer sig, fortæller den assisterende landstræner, Martin Lollesgaard.

- Vi har en ny situation, når vi skal udtaget holdet til Paris. På det tidspunkt er alle i puljen igen, for vi kommer til at køre med det stærkeste hold.

Det er derfor ikke et endeligt farvel til rytterne på det storvindende banelandshold, der stadig kan kæmpe med om en plads på holdet, når der skal udvælges et hold til OL i Paris. Men ifølge Rasmus Lund, kan det have sine fordele, at der er mange om buddet.

- Forhåbentlig kan vi få en rigtig bred trup, der virkelig kan presse hinanden, og sørge for at vi kommer med den stærkeste opstilling, når vi rammer OL.

Næste gang det nye unge banelandshold skal i aktion er til VM i banecykling, der begynder den 20 oktober 2021.

FacebookTwitter