OL-guldvinder som 20-årig: ’Hvorfor kan jeg ikke være så god hele tiden?’

Lasse Norman Hansen vandt som 20-årig sin første OL-guldmedalje, men det uopnåelige moment i London presser stadig i baghovedet.

Tiden efter OL-guldet i 2012 har været svær for banecykelrytteren. Det fortæller Lasse Norman i DR-programmet 'I olympisk praktik som Lasse Norman Hansen'. (Foto: STEFANO RELLANDINI © Scanpix)

20 år, drengesind. Og OL-guldvinder i banecyklingens sekskamp omnium ved De Olympiske Lege i London i 2012.

En drøm er netop gået i opfyldelse for Lasse Norman Hansen, der bukker hovedet ned på sejrsskamlen for at modtage den 412 gram tunge guldmedalje om halsen.

En triumf, der ikke kun satte gang i bentøjet. Også hovedet er kommet på overarbejde hos cykelrytteren. Tankerne kredser om bedriften i London. Hvad gjorde han rigtigt?

Den store overraskelse i London

Euforien var stor, da Lasse Norman fik guldet om halsen i Londons Velodrome. Men det var ikke kun medaljen, der lagde lidt vægt på den unge danskers skuldre. Også et pres og en form for forbløffelse - som stadig følger ham i dag.

- Jeg har længe tænkt over, hvad jeg gjorde rigtigt for at vinde det OL. Det har været svært for mig at sætte en finger på og kunne sige ”Det var derfor, jeg var så god der. Hvorfor kan jeg ikke være så god hele tiden nu?”

Det er svært at sætte en finger på præstationen, fordi Norman fejede de andre konkurrenter af banen. Han overraskende endda også sig selv.

- Det var ikke noget, jeg turde drømme om. Og det var faktisk først fire måneder inden OL, hvor jeg fik en bronzemedalje til VM, at jeg begyndte at tænke ”Nå okay, jeg kan måske alligevel lave et eller andet resultat til OL”, fortæller Lasse Norman i DR-programmet 'I olympisk praktik'.

- Når det så er sagt, så havde jeg været mere end tilfreds med en top-10 placering.

Det skal tages i betragtning, at Norman først begynder at cykle for alvor i en alder af 15 år – og blot fem år senere står han øverst på skamlen ved verdens største sportsbegivenhed.

Lasse Norman Hansen vandt guld i Omnium foran franske Bryan Coquard og britiske Edward Clancy. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

En bemærkelsesværdig præstation, der også har fået Lasse Normans karriere til at brage ud af starthullerne.

- Det har været lidt af et pres udefra, men bestemt også fra mig selv. Jeg var forholdsvis ukendt i 2012, da jeg vandt OL. Det kom som en overraskelse lige så meget for mig, som det gjorde for alle andre, uddyber Norman.

’Okay, jeg toppede som 20-årig’

Den store omvæltning fra ukendt cykeldreng til medaljevinder sendte Norman ud i en svær periode, hvor de store op- og nedture ikke kun var på den ovale cykelbane.

- Det er virkelig en svær periode efter OL, fordi jeg hele hele tiden skal leve op til det her olympiske guld, som jeg vandt som 20-årig mere eller mindre uden at ane, hvad jeg lavede.

Opskriften på succesen kan også være svær at nedskrive, hvis man i sådan en ung alder blot kaster sig ud i det. Den store succes fra 2012 står også stadig som en fællesnævner i Lasse Normans indre regnestykker, når der skal evalueres på den hidtige karriere.

- Det er ligesom om at hver gang, der er en lille nedtur, så er der det her uopnåelige moment, som jeg nåede som 20-årig, hvor jeg føler ”Okay, jeg toppede som 20-årig. Jeg er 28 nu, og jeg har ikke kunnet bygge videre på det.” Det har været en mærkelig følelse, uddyber han.

Du kan se et uddrag af frokostsamtalen fra 'I olympisk praktik som Lasse Norman Hansen' i klippet her.

Denne følelse udmønter sig også gennem et forventningspres - både fra andre og ham selv. Et forventningspres, der også kan skabe en stor usikkerhed.

- To år efter jeg vandt OL, skrev jeg en professionel kontrakt og har kørt professionel siden. Der var et pres udefra – du er olympisk mester, vi forventer et eller andet af dig. Jeg har svært ved at leve op til min egen forventning. Hvad kan jeg egentlig levere, hvor god er jeg?

Det er ikke kun klikskoene og pedalerne, der har sagt ’klik’ hos cykelrytteren. For fem år siden sagde det også ’klik’ mellem Lasse Norman og den danske cykelrytter Julie Leth, der har dannet par lige siden. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen © (c) Scanpix)

Norman kan ikke selv sætte ord på, hvad der gjorde, at han vandt tilbage i London. Men han har samtidig været nødt til at forsøge at sammensætte en formel. Det store pres er måske ikke blevet mindre, men Norman er med årene alligevel blevet bedre til at hvile i sine arbejdsopgaver og læne sig op ad sine holdkammerater.

- Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg har meget mere erfaring at trække på. Jeg er mere selvsikker og rolig i det, jeg gør.

- Jeg havde en plan om at fokusere 100 procent på landevejene. Det er det, som jeg gerne vil leve af, men når man har haft så god en oplevelse ved OL, er det bare svært at slippe.

Se 'I olympisk praktik som Lasse Norman Hansen’ den 2. juli klokken 21.25 på DR1 eller på DRTV.

Facebook
Twitter