Overblik: De nye anklager mod Riis

Tyler Hamilton har fremsat en lang række anklager mod Bjarne Riis om systematisk brug af doping på CSC-holdet. Få et overblik over sagen her.

Med bogen 'The Last Race' har den tidligere cykelrytter Tyler Hamilton på ny skabt furore i cykelverden med en lang række beskyldninger om systematisk doping på de hold, han har været en del af. 

Dermed kommer Bjarne Riis også til at stå for skud, for den danske holdejer hentede i 2002 Tyler Hamilton fra det amerikanske cykelhold US Postal, og ifølge amerikaneren var udbredt dopingmisbrug en del af hverdagen på det danske hold.

I bogen beskriver Tyler Hamilton, hvordan Bjarne Riis allerede på førstedagen af deres samarbejde interesseret spurgte indtil doping-metoderne på US Postal-holdet, og hvordan den danske holdejer direkte anbefalede ham at benytte sig af blodtransfusioner.

Riis har foreløbig ikke kommenteret på bogen:

- Jeg tænker ikke på den her bog. Jeg tænker meget mere på det her cykelløb, sagde Bjarne Riis til DR Sporten efter gårsdagens Vuelta-etape.

I den forbindelse blev Tyler Hamilton henvist til den spanske læge Eufemiano Fuentes, der siden hen har været indblandet i en lang række dopingsager med prominente cykelryttere. Eufemiano Fuentes var midtpunktet i nyere tids måske mest omtalte dopingsag, Operación Puerto, hvor han efter sigende skulle have været bagmand i et omfattende dopingnetværk.

Bjarne Riis har efterfølgende pure nægtet at have kendskab til Eufemiano Fuentes.     

I 'The Last Race' bliver også lægerne på det danske CSC-hold beskyldt for at deltage aktivt i sløringen af doping, og Johnny Weltz, der dengang var sportschef på US Postal og i dag har en lignende rolle på Garmin-Cervelo-holdet, skulle også have været en aktiv del af den systematiserede doping. 

Ligeledes beskylder Tyler Hamilton sin tidligere holdkammerat og syvdobbelte vinder af Tour de France, Lance Armstrong, for at have haft et omfattende doping-misbrug.

 

Tyler Hamilton nåede selv at blive udelukket fra cykelsporten to gange i sin karriere for dopingforseelser. Første gang i 2004 og igen i 2009, hvad der kostede ham otte års karantæne. En straf, der fik ham til at indstille karrieren.

Bjarne Riis stod i 2007 frem og tilstod brugen af det præstationsfremmende stof epo i sine aktive år som cykelrytter.

Facebook
Twitter