Belgisk cykelfænomen jagter samlet sejr i Danmark Rundt et år efter karrieretruende styrt

Den belgiske cykelrytter Remco Evenepoel er favorit til at tage den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt.

Remco Evenepoel har et minut og 33 sekunder ned til andenpladsen. (Foto: DAVID Stockman © Belga/SIPA/Ritzau Scanpix)

Sidste år i august kørte det belgiske cykelfænomen Remco Evenepoel sit livs første monument, da han prøvede kræfter med Lombardiet Rundt.

Men det var også tæt på at blive det sidste for den dengang 20-årige belgiske rytter.

Med omkring 40 kilometer tilbage af løbet røg han ud over en bro og ned i en kløft på en nedkørsel. Tv-billederne viste det skrækkelige fald, mens røntgenundersøgelserne efterfølgende viste et grimt resultat.

Remco Evenepoel havde brækket sit bækken og beskadiget sin lunge.

- Det er rigtigt, at der var en masse tanker omkring, om jeg kom til at cykle igen, fortæller han til DR Sporten under årets PostNord Danmark Rundt.

For her er han nemlig på cyklen igen, hvor han er ved at finde tilbage til det niveau, som har fået flere eksperter til at spå ham som en kommende cykelstjerne.

Han ligger efter fjerde etape solidt på førstepladsen og mangler 'bare' at gennemføre en 10,8 kilometers enkeltstart på Frederiksberg i København, og så kan han kalde sig samlet vinder af dette års PostNord Danmark Rundt.

Den position satte han sig selv i efter kongeetapen, der blev kørt torsdag, hvor han i Vejle cyklede fra alle konkurrenterne og sikrede et samlet forspring på et minut og 33 sekunder ned til nummer to, Tosh van der Sande.

Du kan se Remco Evenepoel vinde tredje etape i videoen herunder:

Det er det samme forspring han har inden dagens afgørende enkeltstart, og DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, mener da heller ikke, at det kan gå galt.

- Jeg tror, det bliver meget svært at gøre noget ved Remco Evenepoels sejr. Den er sikret, vil jeg mene.

Også Evenepoels holdkammerat på Deceuninck-Quick Step, den danske OL-guldvinder i parløb Michael Mørkøv, mener, at han kommer til at give alt på dagens enkeltstart.

- Remco skal køre alt, hvad han kan. Hvis jeg kender ham ret, så prøver han også at gå efter etapesejren. Det er i hvert fald den bedste måde at forsvare sin føring på.

'Jeg var virkelig heldig'

Selv er han glad for bare at have mulighed for igen at stille op til et cykelløb.

- Jeg var virkelig heldig i styrtet, fordi brudene var virkelig tætte på min nervebaner og blodårer. Heldigvis ramte det ikke mine nerver, for så ville jeg måske være blevet lam i benene, siger han.

- Det er held, du har brug for i dit liv. Jeg er virkelig glad for, at jeg fik en chance til igen at cykle.

Remco Evenepoel beholdt den blå førertrøje efter fjerde etape. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

Han fik cykelmæssigt comeback allerede tilbage i maj, da han deltog i Giro d'Italia, og nu føler han, at han er ved at finde tilbage til sit gamle jeg. Men det har krævet hårdt arbejde - både mentalt og fysisk.

- Jeg blev ved med at tro på, at jeg ville komme til at cykle på samme niveau som før. Det kommer tættere på, og det føles godt, siger Remco Evenepoel.

Det blev i den grad understreget på torsdagens kongeetape, hvor han satte sig selv i front. Men det stopper ikke her, ifølge den unge cykelrytter.

- Jeg forbliver fokuseret og prøver at komme tilbage til det højeste mulige niveau, siger han.

Femte og sidste etape af PostNord Danmark Rundt er en 10,8 kilometer lang enkeltstart på Frederiksberg. Den kan ses på DR1 i dag fra klokken 14.00 eller følges i tekst på DR.dk.

FacebookTwitter