Belgisk fænomen kørte sig i pole position til den samlede Danmark Rundt-sejr: 'Chancen er stor'

Remco Evenepoel satte alle konkurrenterne eftertrykkeligt til vægs på kongeetapen af PostNord Danmark Rundt.

Remco Evenepoel kører alene over målstregen på tredje etape. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

Remco Evenepoel efterlod ingen tvivl om, hvem der er manden, man skal slå i PostNord Danmark Rundt, da der blev kørt kongeetape torsdag.

etapen fra Tønder til Vejle efterlod Evenepoel alle konkurrenterne i støvet og kørte sig til en suveræn sejr.

Tilmed kørte han sig også i løbets førertrøje inden de to sidste etaper.

Forspringet ned til nærmeste konkurrent, Tosh Van der Sande, lyder på et minut og 33 sekunder, så spørgsmålet er, om Evenepoel allerede har kørt sig til løbets samlede sejr, inden de to sidste etaper, som byder på en 188 kilometer lang etape og derefter 10,8 kilometers enkeltstart.

- Chancen er stor, men jeg vil aldrig fejre for tidligt. Du ved aldrig, hvad der kan ske i morgen. Måske en punktering eller et styrt. Men hvis jeg kommer helskindet gennem i morgen og enkeltstarten, så håber jeg, den samlede sejr er hjemme.

- Men der er stadig to dage tilbage. I morgen går vi efter spurtsejren med Mark Cavendish, og på sidste dag er enkeltstarten, hvor jeg vil give alt. Forhåbentlig i førertrøjen. Det vil være dejligt, siger Remco Evenepoel.

Se afslutningen på tredje etape, som Evenepoel vandt i suveræn stil, i videoen herunder:

Faktisk lå det ikke lige i kortene, at Evenepoel skulle vinde dagens etape. Godt nok var han med i et udbrud, men med 32 kilometer igen kørte han forkert.

Udbrydergruppen med blandt andre Søren Kragh Andersen, Mads Pedersen og Casper Pedersen skulle svinge efter en nedkørsel, men Evenepoel og Casper Pedersen missede svinget, og kørte i stedet ind på en forkert vej.

Det efterlod Søren Kragh Andersen, Mads Pedersen og Mike Teunissen alene i front, med Casper Pedersen og Remco Evenepoel et sted bagved i skovene omkring Vejle.

Heldigvis fandt duoen ud af skoven igen og tilbage på ruten, men der var frontrrioen for længst kørt væk. I stedet måtte Evenepoel og Casper Pedersen indfinde sig i hovedfeltet.

- Det var stadig langt fra mål og forspringet var ikke for stort. Takket være Michael Mørkøv og Jannik Steimle indhentede vi dem lige før omgangene i Vejle. Det var perfekt.

- Det var mit tidspunkt til at køre lige før målstregen første gang, jeg gjorde det, og jeg synes det var et godt træk, siger Evenepoel.

Se Evenepoel og Casper Pedersen køre forkert i videoen:

Rytterne skulle køre den afsluttende rundstrækning tre gange, og da Evenepoel stak angrebet ind første gang, de krydsede målstregen, var der ingen, der så ham igen.

Bortset fra hovedfeltet selvfølgelig, som belgieren formåede at overhale med en hel omgang.

Og den præstation kan man kun lette på hatten over, mener Mads Pedersen, der sluttede på femtepladsen på etapen.

- Der var ikke noget at rafle om. Vi kunne se i går, at han var flyvende, så hvis han ville det samme i dag, ville han køre os midt over. Det må man sige, at han gjorde, siger Mads Pedersen.

Han erkender også, at kampen om det samlede klassement nok er afgjort nu, og den tidligere verdensmester kalder det 'umuligt' at røre Evenepoel i klassementskampen.

- Så skal han styrte, og det håber man jo ikke. Så løbet er nok kørt, så nu skal vi bare fokusere på etapesejre, siger Mads Pedersen.

Fjerde etape af PostNord Danmark Rundt går 188 kilometer fra Holbæk til Kalundborg. Den kan ses på DR1 fra klokken 13.10 fredag.

FacebookTwitter