Benoot dedikerer etapesejr til afdød kollega: 'Glad for at kunne ære ham'

Den belgiske cykelrytter Tiesj Benoot vandt onsdag første etape af PostNord Danmark Rundt og ærerde Bjorg Lambrecht.

Tiesj Benoot fra Lotto Soudal dedikerede etapesejren til afdøde holdkammerat Bjorg Lambrecht. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den belgiske Lotto Soudal-rytter Tiesj Benoot dedikerer sin sejr på 1. etape af Danmark Rundt til sin afdøde holdkammerat og landsmand Bjorg Lambrecht.

Lambrecht mistede livet som følge af en leverskade efter sit styrt i cykelløbet Polen Rundt for to uger siden.

- Det vigtigste i dag var, at vi kunne vinde for Bjorg. De sidste uger har følelsesmæssigt været meget hårde, og jeg er glad for, at jeg kan ære ham på denne her måde, siger Benoot.

Han fortæller, at holdet har talt meget sammen om Lambrecht, inden rytterne onsdag tog hul på 1. etape af Danmark Rundt, der startede og sluttede i Silkeborg.

- Det har en rigtig stor indflydelse på holdet. Vi bor nærmest sammen. Vi har et tættere forhold end almindelige kolleger, og han var mere end en kollega, han var også en ven.

- Det var hårdt at se ham dø i noget, han kunne lide, og som vi alle kan lide, og som var hans job. Jeg følte mig ekstra motiveret derude i dag. Jeg ville gerne vinde den her etape for ham, og jeg er glad for, at jeg kunne gøre det.

- Man ved aldrig, hvordan man reagerer på sådan noget, og hvordan kroppen reagerer. Efter begravelsen havde jeg nogle meget hårde dage. Men jeg fik noget ekstra power i dag på grund af det, siger belgieren.

Veltimet angreb

På opløbsstrækningen i Silkeborg udnyttede han et tøvende felt, og til sidst kunne han vende sig om og trille først over målstregen efter et perfekt timet angreb.

- Det var den perfekte opskrift. Jeg synes, at alle drengene på holdet arbejdede godt, siger Benoot.

En af "drengene" er den 21-årige Rasmus Byriel Iversen. Han var også glad for sejren på 1. etape.

- Vi havde flere kort at spille på i dag, der alle var stærke. Vi prøvede allerede at splitte feltet derude med 50 kilometer igen og bare gøre løbet så hårdt som muligt, fordi vi har så mange stærke ryttere.

- Det forløb mere eller mindre perfekt, siger danskeren.

/ritzau/

Facebook
Twitter