Chris Anker hyldet i afsked på Frederiksberg: ’Mine tøser var inde for at se far køre cykelløb’

Chris Anker Sørensen tog i dag afsked med PostNord Danmark Rundt, og det gjorde han foran sine børn.

Der er ingen tvivl om, at Chris Anker Sørensen har været en del af dansk topcykling i mange år, men nu lakker det for alvor mod enden. Når sæsonen er slut, bliver cyklen hængt op, og derfor er hans sidste PostNord Danmark Rundt også overstået.

Han fik da også en tur på podiet for at modtage en hyldest foran publikum på Frederiksberg, hvilket havde en stor betydning for ham.

- Det er da vemodigt. Jeg var imponeret over den hyldest, og det var da fedt lige at få lov til at mærke det. Jeg glæder mig dog også til den fremtid, der venter, hvor jeg kan være lidt mere hjemme sammen med mine tøser. De var lige herinde for at se far køre cykelløb. Det bliver rart at kunne være mere sammen med dem, siger Chris Anker Sørensen.

Chris Anker Sørensen var i et stort udbrud på 2. etape til Vejle, hvor han også var den første til at køre ind på Kiddesvej foran de mange fremmødte tilskuere, men der blev han så også hentet.

- Det har været rigtig fantastisk, fordi jeg har virkelig nydt det. Jeg er glad for, at jeg prøvede at lave det nummer på Vejle-etapen, selvom det ikke lykkedes. Nogle gange kaster man sig ud i nogle i projekter, som bliver en succes og andre gange ikke, forklarer Chris Anker Sørensen.

- Alt i alt er jeg rigtig tilfreds med PostNord Danmark Rundt. Jeg har fået vist mig godt frem. Jeg har fået hjulpet de unge, og det er rart, at der er så mange nye unge ryttere på vej og klar til at tage over, siger han.

Når karrieren er slut ved udgangen af 2018 skal han til at være holdejer for Riwal Ceramicspeed, der har ansøgt om oprykning til den Pro Kontinentale liga.

Facebook
Twitter