DAGENS ETAPE Flad enkeltstart er guf for tempospecialisterne

Der venter en 17 kilometer lang enkeltstart torsdag i Grindsted i PostNord Danmark Rundt.

Torsdag eftermiddag lægger Grindsted 17 kilometer asfalt til, når rytterne i PostNord Danmark Rundt skal køre enkeltstart.

Enkeltstarten er som regel placeret på fjerde og næstsidste etape, men i årets udgave har løbsarrangørerne rystet posen, så den for første gang allerede køres på anden etape.

Rytterne får en pause fra det kuperede terræn, da ruten byder på kun 20 højdemeter og flere skarpe sving undervejs. Dermed passer etapen især til specialister i disciplinen.

Tre danske bud på en vinder i kampen mod uret er Martin Toft Madsen, der har vundet DM i enkeltstart tre gange, Mikkel Bjerg og Mads Würtz Schmidt, der blandt andet har vundet enkeltstarten i 2015- og 2016-udgaven af PostNord Danmark Rundt.

Her kan du se ruten for enkeltstarten.

Sidstnævnte dansker, der fik en fornuftig start på løbet efter første etape, er da også optimistisk forud for enkeltstarten.

- Jeg glæder mig meget til at køre den. Jeg tror på, jeg tager rigtig god form med til enkeltstarten.

- Jeg går efter at vinde etapen, siger Mads Würtz Schmidt til DR Sporten.

Rytterne sendes af sted fra Nørregade på Torvet, hvorefter ruten går vest om byen, inden de kører i mål på Vesterbrogade.

Du kan se mere om dagens etape i videoen øverst i artiklen.

PostNord Danmark Rundt består af fem etaper, der køres fra 21.-25. august og vises direkte på DR1. Enkeltstarten sendes direkte fra kl. 14.55.