Dansk cykelhold har store ambitioner: Går efter sejren i Danmark Rundt

Det danske prokontinentalhold Riwal Readynez har udset sig næste års Danmark Rundt som deres store mål.

Når den 29. udgave af cykelløbet Danmark Rundt skal køres i august næste år, bliver det med et dansk hold på sejrsjagt.

Riwal Readynez har nemlig udset sig det danske etapeløb som 2019-sæsonens ypperste mål.

- Vi vil gerne sætte os i en rolle, hvor vi siger, at vi prøver at gå efter at vinde PostNord Danmark Rundt næste år, siger sportsdirektør Michael Blaudzun.

Riwal-mandskabet er blevet opgraderet til et prokontinentalhold, hvilket er niveauet lige under Worldtour-holdene. Det danske hold består af 16 professionelle ryttere, hvoraf seks bliver udtaget til næste års traditionelle cykelrundtur i det danske landskab.

- Det er et spændende hold, vi har fået sat sammen til 2019 med rigtig gode cykelryttere, siger Blaudzun.

Hos Danmark Rundts løbsdirektør vil der blive kigget med spænding på, om landets højest rangerede cykelhold kan klare kampen mod de Worldtour-hold, der stiller til start.

- Nu må vi se om, de kan leve op til det. Det er spændende, for de kan være på vej til noget endnu større. Alle drømmer om at få et dansk World Tour-hold på et tidspunkt igen, siger Jesper Worre.

Foreløbig er Worldtour-holdene Team Sunweb og Team Jumbo-Visma tilmeldt sommerens løb på de danske landeveje.

Øverst i artiklen kan du se et indslag om det danske cykelhold.