Dansk cykelkomet i blåt tror på samlet sejr i Danmark Rundt

Niklas Larsen føler sig overbevist om, at han vinder løbet, selv om det er tæt inden sidste etape.

Niklas Larsen fører løbet inden sidste etape søndag. (Foto: THOMAS SJØRUP © Scanpix)

Niklas Larsen gjorde lørdag et flot stykke arbejde, da han forsvarede sin førertrøje i PostNord Danmark Rundt på løbets næstsidste etape med finale på toppen af Asnæs Indelukke.

Den 22-årige ColoQuick-rytter kørte over målstregen som nummer syv i samme tid som de nærmeste konkurrenter i den samlede tabel, Jonas Vingegaard og Rasmus Quaade.

- Der blev kørt hårdt, men mit hold er stærkt, så vi kunne forsvare det hele vejen.

- Jeg gik efter sejren og lod være med at køre om bonussekunder undervejs, fordi jeg regnede med, at jeg kunne være med til sidst. Det kunne jeg ikke helt, trætheden havde sat sig, og de andre var også rigtig stærke.

- Men jeg er glad for, at trøjen stadig er min, siger Niklas Larsen.

Tæt klassement

Det er nervepirrende tæt i toppen af klassementet, hvor Larsen blot har seks sekunder ned til Vingegaard på andenpladsen og syv sekunder til Quaade, der er treer.

Men den førende ColoQuick-rytter føler sig overbevist om, at han også efter den afsluttende etape søndag, som er en flad rute, står som samlet vinder.

- Vi har et rigtig godt hold på den type rute. Det er der, vi er allerstærkest, så jeg tror, når vi først får de store tandhjul op at rulle, så vinder jeg de spurter, der er, hvis det er dem, der bliver afgørende.

- Jeg føler mig rimelig sikker på, at jeg godt kan, siger Niklas Larsen, som også kan gøre brug af sine evner som banelandsholdsrytter, når førertrøjen skal forsvares på rundstrækningen på Frederiksberg.

- Hvis de andre skal tage den fra mig i morgen, så må de bare være bedre. Det kan ske, men vi gør i hvert fald alt det, vi kan, siger Niklas Larsen.

Søndagens etape er en 165 kilometer lang rute fra Roskilde til målet på Frederiksberg.

Hele etapen kan ses direkte på DR1 fra 12.15.

/ritzau/