Danske hold truet af konkurs efter Danmark Rundt-aflysning: 'Man kunne have ventet med at aflyse'

To danske cykelhold frygter konkurs og undrer sig over håndtering i Danmarks Cykle Union.

Aflysningen af PostNord Danmark Rundt presser flere danske hold så hårdt økonomisk, at de er truet på eksistensen. Og nu stiller flere af de danske hold sig undrende over for Danmarks Cykle Unions håndtering af sagen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det er det danske Tour de France. Sådan beskriver flere danske cykelhold betydningen af landets største cykelløb, PostNord Danmark Rundt, som er blevet aflyst på grund af coronakrisen.

Aflysningen presser flere danske hold så hårdt økonomisk, at de er truet på eksistensen. Og nu stiller flere af de danske hold, som skulle have kørt med i løbet, sig undrende over for Danmarks Cykle Unions, DCU, håndtering af sagen.

- For de danske

ryttere
er løbet et kæmpe udstillingsvindue, som forsvinder med aflysningen. Og nu står vi i en situation, hvor vores sponsorer har købt en vare, som vi ikke kan levere. Vi er ikke lukningstruet endnu, og jeg håber, at vi også har et cykelhold til næste år, men jeg er bekymret for holdets eksistens til den tid, siger Christian Juul Andreasen, direktør og sportslig ansvarlig for det danske cykelhold BHS-PL Beton
Bornholm
.

Har du forståelse for DCU’s beslutning om at aflyse?

- Jeg synes, det er et event, man skulle have kæmpet alt for at redde. Og der er stadig lang tid til 1. september, så jeg synes personligt godt man kunne have ventet med at aflyse og strakt sig i længere tid, før man tog beslutningen.

Direktør i DCU, Martin Elleberg Petersen,

afviser
, at beslutningen om aflysning blev truffet forhastet eller for tidligt.

- Det er selvfølgelig rigtigt, at der er over tre måneder til september, men der er afstandskrav og forsamlingsforbud, som gør, at vi har svært ved at tro på, at det kan lykkes at holde et cykelløb i den her størrelse på det tidspunkt. For at kunne afvikle løbet ordentligt skal forsamlingsforbuddet til den tid være hævet til i hvert fald 1.000 mennesker. Det lader ikke til at være realistisk, siger Martin Elleberg Petersen.

- Over for vores hovedsponsor kunne vi heller ikke blive ved med at trække den. Vi kunne ikke garantere, at løbet kunne blive med tilskuere, og derfor var vores finansiering og sponsorstøtte også usikker. Og hvad med grænserne? Omkring 80 procent af feltet plejer at være udenlandske

ryttere
, og hvis de ikke kan komme ind i landet, så er der jo ikke meget cykelløb tilbage. Derfor gav det ikke nogen mening for os at
udskyde
beslutningen om at aflyse.

Her ses ryttere fra BHS-PL Beton Bornholm ved starten af cykelløbet PostNord Danmark Rundt i 2019. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Også Danmarks førende professionelle mandskab Riwal Readynez balancerer på kanten af lukningen efter aflysningen af Danmarks største cykelløb.

- Aflysningen er et stort tab. Der er ingen garanti for, at vi kan køre i 2021. Flere af vores sponsorere er hårdt ramt af krisen og har givet udtryk for, at de ikke kan fortsætte de

forpligtelser
, de har over for os. Så vi skal ud og finde nye sponsorer, eller få nogle af vores nuværende til at steppe op. Men uden Danmark Rundt kan vi ikke vise os frem, så det bliver svært, siger Steffen Kromann, direktør for Riwal Readynez.

Oprindeligt skulle være PostNord Danmark Rundt i år været kørt i august, men på grund af de mange

udskudte
løb under coronakrisen, besluttede Den Internationale Cykelunion, UCI, at der skulle laves en ny løbskalender.

Her søgte DCU om at få en ny løbsdato i september, og det ønske blev imødekommet af UCI. Men dagen efter, at PostNord Danmark Rundt havde fået ny løbsdato 1.-5. september, valgte DCU alligevel at trække stikket og aflyse årets løb.

- Det kan jo være, at der ikke bliver løb i Europa overhovedet i september, så det er jo ikke DCU’s skyld. Men jeg undrer mig over, at man søger nye datoer hos UCI, får det som ønsket, og så aflyser dagen efter. Så kunne de jo lige så godt have ladet være med at søge. Det virker som om, at noget ikke har var godt nok planlagt eller afstemt.

PostNord Danmark Rundt blev forleden udskudt fra august til september. Men dagen efter udskydelsen valgte Danmarks Cykle Union at aflyse årets løb. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Ifølge Martin Elleberg Petersen er der dog en god forklaring på, at løbet blev aflyst, selvom DCU fik nye løbsdatoer som ønsket.

- Jeg forstår godt, at det kan se mærkeligt ud, at vi fik de datoer, vi havde ønsket, og at vi så aflyser dagen efter. Men vi søgte om de datoer for over en måned siden, fordi vi kunne se, at det ikke kunne blive i august på grund af forsamlingsloftet på 500. På den anden side af 1. september kunne loftet måske nå at blive hævet tilstrækkeligt, og det havde vi håbet på, der ville komme en melding om i maj. Men det er ikke sket. Derfor aflyste vi. For på grund af vejret i Danmark kan vi ikke

udskyde
yderligere.

Det er første gang siden 1994, at der ikke bliver kørt PostNord Danmark Rundt.

Brian Hellerup Petersen, sportsdirektør for det danske hold colo-Quick, som også skulle have kørt PostNord Danmark Rundt, vurderer, at holdet ikke er lukningstruet.

Facebook
Twitter