Der vil blive skubbet til fartgrænserne i København, når PostNord Danmark feltet i august kører sidste etape.
For første gang i løbets 30-årige historie bliver det nemlig en enkeltstart, der bliver sidste stop i turen Danmark rundt. Over 11 kilometer, forbi Frederiksberg Allé, Gl. Kongevej og Peter Bangs Vej, skal feltets favoritter skubbe sig selv og syregrænsen til det yderste, inden løbets samlede vinder kan krones.
Når sidste rytter krydser målstregen på Frederiksberg i midten af august, har feltets 140 ryttere kørt 780 kilometer over fem dage, der dog rent geografisk ikke helt lever op til navnet om at nå kongeriget rundt.
Herunder kan du se ruten for PostNord Danmark Rundt.
Med velkendte målbyer i Esbjerg, Vejle, Sønderborg, Kalundborg og altså Frederiksberg, så forventer Frank Hyldgaard, projektchef for PostNord Danmark Rundt, at de seks World Tour-hold får noget at se til.
- Der er lagt op til et brag af et løb, hvilket bekræftes af, at så mange stærke hold har ønsket at deltage i dette års udgave PostNord Danmark Rundt.
- Det bliver et virkelig flot felt, når de 140 ryttere begiver sig ud i det danske landskab. Med deltagelsen af alle fire danske continentalhold, PostNord landsholdet og det historisk store antal danske ryttere på World Tour holdene, så er vi sikret et felt fyldt med danske talenter og stjerner, siger Frank Hyldgaard.
Som legendarisk Tour-afslutning
Spørger man DR Sportens kommentator Henrik Liniger, så trækker PostNord Danmarks afsluttende etape en rød tråd til et af cykelsportens største dramaer.
Traditionen tro har Frederiksberg-etapen været den sidste på programmet, men med enkelte undtagelser har sidste etape ændret klassementet i mange år. Det bliver der lavet om på til sommer, vurderer Henrik Liniger.
- Det bliver da et drama. Tankerne går helt naturligt tilbage til Tour de France i 1989, hvor Greg LeMond slog Laurent Fignon på den afgørende enkeltstart på Champ-Elysées.
- Det er en af cykelhistoriens mest dramatiske sidstedage på store etapeløb, og selv om man ikke kan sammenligne PostNord Danmark Rundt med Tour de France, så håber de danske arrangører nok at få en flig af det drama at se, siger Henrik Liniger.
Pas på Kiddesvej
Selv om ruten i år ikke kommer omkring hverken Nordjylland eller Fyn, så er der rigeligt med dansk asfalt, der skal overvindes for feltet. Samtidig er der en velkendt stigning, der hvert år sørger for at bryde klassementet op, og som derfor kommer til at få afgørende betydning for podiepladserne, siger Henrik Liniger.
- Vi kender rundstrækningen i Vejle, og den er bare enormt afgørende. Man kan ikke vinde løbet på Kiddesvej, men man kan tabe det, så det handler om at være klar dér, siger Henrik Liniger om bakken, der i gennemsnit stiger 13,2%.
Herunder kan du se Michael Valgren køre sejren hjem på den ikoniske bakke i 2016.
Henrik Liniger forventer dog ikke, at det bliver cykelsportens største stjerner, der til sommer finder vej til de danske landeveje og den notoriske stigning på Kiddesvej.
På trods af seks World Tour-hold på startlisten, så er der især én ting, som kan holde de største profiler væk.
- Løbet ligger lige over for Polen Rundt, der er på World Touren, og – måske endnu værre – slutter PostNord Danmark Rundt samme dag, som Vuelta a Espana begynder. Det vil låse en del af de største ryttere, siger Henrik Liniger, som dog er imponeret over de hold, som stiller til start i Struer.
- Det er 20 virkelig stærke hold, som arrangørerne har fået til landet. Storhold som Deceuninck-Quickstep, Jumbo-Visma, Lotto Soudal, Trek-Segafredo stiller ikke op til hvad som helst, og det er rigtig godt for løbet, at de prioriterer PostNord Danmark Rundt i en travl kalender.
- Holdene rummer også store danske stjerner, og man kan jo håbe at se Kasper Asgreen, Mads Pedersen, Jonas Vingegaard, Casper Pedersen, Søren Kragh Andersen, Lasse Norman Hansen i feltet til sommer, siger Henrik Liniger.