DR Sportens cykelkommentator: ’Enkeltstarten bliver en dag i danskernes tegn’

Flere danske cykelryttere vil tiltrække sig opmærksomhed på dagens etape i PostNord Danmark Rundt, vurderer Dan Frost.

Flere danske rytterne er i spil til at tage sejren på dagens etape. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Der venter rytterne en 17 kilometer, kort eller lang om du vil, enkeltstart, der er flad som en pandekage, når de ruller ud på 2. etape af PostNord Danmark Rundt. Og der er som dansker god grund til at glæde sig.

Dagens enkeltstartsetape vil nemlig være præget af flotte danske præstationer, vurderer DR Sportens cykelkommentator, Dan Frost.

- Det bliver uden tvivl en dag i danskernes tegn og så forhåbentlig krydret med et par udlændinge.

Cykelkommentatoren fremhæver blandt andre Mads Würtz Schmidt, Mikkel Bjerg og Martin Toft som mulige vindere af etapen.

Würtz Schmidt har statistikken med sig

En dansker, der uden tvivl vil gøre sit for at sætte sit præg på løbet, er Mads Würtz Schmidt. Kaptajnen for det danske hold Team PostNord Danmark har ambitionerne helt i top.

- Jeg går efter at vinde etapen. I en enkeltstart kører man alt, hvad man kan, og det har jeg tænkt mig at gøre. Så jeg har sat næsen op efter en etapesejr, lyder det fra Mads Würtz Schmidt, der da også har en glimrende statistik med sig i bagagen.

- Alle enkeltstarter, jeg har kørt i PostNord Danmark Rundt, har jeg vundet, så det skulle jeg gerne holde fast i, siger han.

Mads Würtz Schmidt mener selv, at han har gode chancer for at vinde årets udgave af Post Nord Danmark Rundt. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Mads Würtz Schmidt har tidligere kørt to enkeltstarter i løbet og vundet dem begge. Torsdag går han så efter sin tredje sejr på enkeltstartsetapen, og det er der især én mand, der skal være behjælpelig med at opnå.

- Det er Morten Bennekou, der sidder i bilen, og han kender mig fra dengang, jeg vandt mine verdensmestertitler, og han ved, hvad der skal til for mig. Der skal være plads til, at jeg kan gå ind i mig selv, og hvis jeg vrisser af folk, er det ikke fordi, jeg er sur, men fordi jeg er ’in the zone’, siger Mads Würtz Schmidt.

Enkeltstarten rykket to dage frem

De seneste tre år har enkeltstarten i Danmark Rundt været placeret på fjerde etape. Men i år kommer den altså allerede i dag på 2. etape, og det får flere betydninger, forklarer Dan Frost.

- Løbet er stadig bygget op om kongetapen i Vejle og så enkeltstarten, så det er, som det plejer. Men nu hvor enkeltstarten er rykket frem, kan det hele både blive mere åbent, men også lukket. Det bliver spændende at se.

- Det er altid sjovt at prøve noget nyt og ikke være for stereotyp i sin rute. Vi må se, hvad det giver til løbet og så vurdere virkningen efterfølgende, siger han.

Martin Toft er et godt bud på en vinder af dagens enkeltstartsetape. (Foto: Heinz-Peter Bader © Scanpix)

Cykelkommentatoren mener, at det er en stor fordel for enkeltstartsspecialisterne, at etapen er rykket frem, for så er deres ben mere friske, end hvis etapen havde ligget på fjerdedagen. Derfor har Dan Frost også en fidus til, at ’enkeltstartsfænomenet’, som han kalder Martin Toft, vil løbe med sejren.

- Han har brugt mange og flere timer end blandt andre Mads Würtz Schmidt på enkeltstartscyklen, og det vil komme ham til gode og få en afgørende betydning.

- Jeg tror til gengæld, at Mads Würtz Schmidt er et godt bud på, hvem der har førertrøjen efter dagens etape, siger Dan Frost.