Enkeltstarter har før skabt ravage i klassementet

Lørdagens enkeltstart kan godt skabe forskydninger i toppen af PostNord Danmark Rundt-feltet.

Christopher Juul-Jensen har tidligere hentet tid på en enkeltstart ved Danmark Rundt. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Efter fredagens etape til Vordingborg venter der lørdag rytterne en 19,1 kilometer lang enkeltstart i Nykøbing-Falster og omegn, som med garanti er noget, der får tempospecialisterne til at slikke sig om munden.

Der er nemlig tidligere sket store forskydninger i klassementet på lignende etaper. Det kan Christopher Juul-Jensen, der kører PostNord Danmark Rundt for det danske landshold, skrive under på.

Han er inden morgendagens etape 21 sekunder efter løbets førende rytter, belgiske Wout Van Aert.

- Da jeg vandt løbet i 2015, erobrede jeg førertrøjen ved at køre en god enkeltstart. Og jeg håber, at jeg kan levere en ligeså god præstation lørdag. Det bliver hårdt. 21 sekunder er meget at hente på 19 kilometer, men jeg vil i hvert fald gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for, at det skal lykkes, fortæller Christopher Juul-Jensen.

Også tempotoget Lasse Norman Hansen ser fine muligheder på enkeltstarten. Aqua Blue Sport-rytteren indtager fjerdepladsen i klassementet med 11 sekunder op til Van Aert.

- Jeg synes, at etapen passer mig rigtig godt. Vi har lige kørt DM i samme område og på noget af samme rute. Så jeg glæder mig rigtig meget, siger Norman, der dog også har øjnene rettet bagud.

- Jeg ved, at Wout Van Aert kører en rigtig god enkeltstart. Så først og fremmest skal jeg ramme dagen for at kunne være med på hans niveau. Men bagfra kommer også folk som Rasmus Quaade, der blev tre’er til DM i samme område, så der er både stærke folk foran og bagved i klassementet.

Facebook
Twitter