ETAPEN PÅ 1 MINUT Kraftfuld belgier vinder første etape af Danmark Rundt

Tiesj Benoot fra Lotto-Soudal udnyttede stilstand i feltet og vandt første etape af PostNord Danmark Rundt.

Det blev belgieren Tiesj Benoot (Lotto Soudal), der kom først over målstregen på 1. etape af PostNord Danmark Rundt.

På opløbsstrækningen i Silkeborg udnyttede han et tøvende felt, og til sidst kunne han vende sig om og trille først over målstregen efter et perfekt timet angreb.

Dermed formåede han at færdiggøre det, som en lang række andre ryttere ikke formåede i løbet af etapen.

  • Første etape bød på flere udbrud. Længste nåede 70 kilometer i front, før feltet skruede op for tempoet og halede dem ind. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
  • Tiesj Benoot fra Lotto Soudal har bevaret Tour de France-formen fra tidligere på sommeren og vinder første etape af PostNord Danmark Rundt. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
1 / 2

Efter 30 kilometers hidsig jagt på at komme med i og forme etapens udbrud slap syv mand væk, mens feltet bakkede af.

Blandt de syv var danskerne Aksel Bech Skot-Hansen (Coloquick) og Mads Rahbek (BHS-Almeborg Bornholm).

Forspringet nåede op over fire minutter, men det varede ikke ret længe, førend feltet satte tryk på og barberede en god bid af forspringet.

Mens feltet stoppede jagten, da afstanden var under halvandet minut, kom højdepunkterne i udbruddet ved de indlagte bakkespurter, hvor der blev kæmpet ihærdigt for at komme i bakketrøjen.

Opslugt af feltet

Med cirka 45 kilometer til mål blev de syv lykkeriddere opslugt af feltet, men fem kilometer senere kom en ny rytter afsted.

Uno-X-rytteren Torstein Træen fik hurtigt et forspring på over et halvt minut, og nordmanden fik selskab af tre andre ryttere kort efter.

Da rytterne kørte ind på rundstrækningen i Silkeborg var afstanden skrumpet til 15 sekunder. Efter den første af tre omgange på den 5,3 kilometer lange rundstrækning var feltet samlet.

På trods af det høje tempo forsøgte tempospecialisten Mikkel Bjerg (Hagens Berman Axeon) at stikke af, og inden sidste omgang havde han trampet sig til et forspring på cirka syv sekunder.

Bjergs kræfter slap op lidt over tre kilometer før mål, men alligevel lykkedes det at undgå en massespurt med Tiesj Benoots listige angreb.

Benoot kommer til at køre torsdagens enkeltstart i Grindsted iført løbets blå førertrøje.

Her vil danske Mads Würtz Schmidt dog formentlig være en alvorlig bejler til at vippe belgieren væk den samlede førsteplads. Würtz ligger nummer syv i klassementet og har ti sekunder op til en føring.

/ritzau/