Han gjorde Fuglsang flyveklar: Nu tordner endnu et af Christian Andersens talenter mod cykeltronen

Sportsdirektøren på Team ColoQuick vil gå forrest og vise vejen for cykeltalenterne.

Talent.

Vi taler ofte om det.

Om at udvikle, udfolde og forløse.

Gennem tiden har mange, rigtig mange, forsøgt at finde en opskrift herpå. Nogle med succes, andre helt uden.

Èn af dem, der har vist sig særdeles god til at finde balancen på talentudviklingens vægtskål, er Christian Andersen, sportsdirektør på Team ColoQuick.

I 2008 sad han i sportsdirektørbilen, da 23-årige Jakob Fuglsang baskede med vingerne i Danmark Rundt og vandt løbet.

Nu, i 2019, kan Christian Andersen igen skimte et nyt stortalent på vej mod cykeltronen gennem forruden, efter 22-årige Niklas Larsen under fredagens tredje etape af PostNord Danmark Rundt erobrede både fører-, ungdoms- og pointtrøjen.

- Han går fuldt ind i tingene og viser sit fulde engagement. Følelserne sidder altid udenpå, men det er også det fede ved det. Det smitter af, siger Niklas Larsen som sin sportsdirektør Christian Andersen.

En ildsjæl i dansk cykelsport, som er kendt for at gøre spæde cykeltalenter klar, før de sendes videre til større hold.

- Jeg skal gå forrest. Jeg skal vise vejen, siger Christian Andersen.

Skal skabe det sjove element

Sportsdirektøren på Team ColoQuick er en detaljens mand. Intet overlades til tilfældighederne. Vigtigst af alt er dog, at de ryttere, han tager under sine vinger, bibeholder glæden ved sporten. Motivationen skal drive værket.

- Hvis det er sjovt at komme på arbejde, så præsterer du. Det er uanset, hvilken arbejdsplads du har, siger sportsdirektøren.

- Vi skal skabe det sjove element. Det er ikke sjovt 24-7. Det er ikke sjovt til en vintertræning, hvor rytterne ikke kan mærke deres tæer og skal ind under den kolde bruser, når de kommer hjem, fordi de er fuldstændig forfrosne, men de skal hele tiden kunne skimte det sjove for enden at tunnellen, understreger han.

For kan rytterne skimte lyset og ved, at det kommer:

- Så holder vi gang i den drift, som er så vigtig.

  • Christian Andersen var i 2008 sportsdirektør på Team Designa Køkken. Her var han med til at sikre Jakob Fuglsang sin første samlede sejr i PostNord Danmark Rundt. (Foto: Benita Marcussen © Scanpix)
  • Efter sejren i 2008 skiftede Jakob Fuglsang til Team Saxo. Her vandt danskeren også Danmark Rundt-trofæet i 2009 og 2010. (Foto: Andreas Hagemann Bro © Scanpix)
1 / 2

Christian Andersen nyder stor respekt i dansk cykelsport. Både blandt ryttere, trænere og sportsdirektører ved man, at sportsdirektøren har en særlig evne til at udklække talenter.

- Det er vigtigt for dansk cykelsport og vigtigt for danske ryttere, at der er nogen som ham. Jeg er ikke sikker på, at han ville være så god, hvis han var oppe på et stort World Tour-hold. Han er god til de unge ryttere på det her niveau, siger Bjarne Riis, holdleder på Team Waoo

For 11 år siden var det Fuglsang, i år er det Niklas Larsen, som suser mod PostNord Danmark Rundt-sejren.

Og Niklas Larsen er ikke i tvivl om, hvad det er, Christian Andersen kan.

- Han skubber og presser os hele tiden. Han går op i detaljerne og har skubbet mig rigtig meget og har været god at snakke med om tingene. Han har presset mig til at blive en bedre cykelrytter, siger Niklas Larsen fra Team ColoQuick.

Hør Niklas Larsens reaktion efter gårsdagens etape, hvor han ser frem mod at lufte den blå førertrøje på hjemmebanen i Slagelse.

Du kan følge lørdagens 4. etape af PostNord Danmark Rundt fra start til slut direkte på DR1 fra klokken 13.10.