Hollandsk sprinter kom først, men dansker føler sig snydt af bonussekunder

Sprinteren Olav Kooij fra Jumbo-Visma vandt tredje etape, men Mattias Skjelmose var efterfølgende utilfreds med 'ærgerlige' bonuspoint.

Sprinteren Olav Kooij fra Jumbo-Visma vandt i overlegen stil 3. etape af cykelløbet PostNord Danmark Rundt.

Så du blot de sidste fem kilometer af PostNord Danmark Rundts tredje etape, er det svært at danne sig et reelt billede af de 239 kilometers cykelløb torsdag eftermiddag.

Sprinteren Olav Kooij fra Jumbo-Visma vandt i overlegen stil i Herning, men hans leadoutrytter, franske Christophe Laporte, blev nummer to og overhalede den 21-årige Mattias Skjelmose i klassementet.

Den danske rytter fra Trek-Segafredo var efterfølgende irriteret over at måtte afgive sin andenplads på grund af bonussekunderne ved målstregen.

- De kan afgøre et løb en gang imellem, og det er ærgerligt. Du får dem for en god etapeplacering, og det er til fordel for eksplosive ryttere. Der er ikke noget, som tilgodeser bjergryttere eller mindre eksplosive ryttere, siger Mattias Skjelmose til DR Sporten.

- Sådan er moderne cykling, men jeg synes, det er ærgerligt, at han får seks gratis sekunder i dag. Men sådan er det, og jeg må tage dem tilbage i Vejle (sidste etape, red.).

Inden afslutning i Herning var dagen præget af hektik, en vildfaren lastbil, styrt og adskillige angreb.

Mattias Skjelmose er tre sekunder efter førstepladsen og den blå førertrøje.

'Sindssygt farlig' lastbil

Syv danskere var hurtige om at snige sig med i et angreb - heriblandt indehaveren af bakketrøjen, Rasmus Bøgh Wallin fra Restaurant Suri-Carl Ras.

Med cirka 80 kilometer tilbage forsøgte sprinteren Jasper Philipsen fra Alpecin sig med et angreb.

Han blev hurtigt kørt ind, men det var startskuddet til en kaotisk periode med mere fart og aktivitet i feltet.

Undervejs drejede en lastbil pludselig ind på ruten, efter at hovedfeltet var kørt forbi, men en stribe ryttere, der lå bagved, måtte køre uden om lastbilen, som blev holdt ind til siden.

Du kan se et sammenklip af tredje etape herunder.

Race manager for PostNord Danmark Rundt kalder situation for meget uheldig, men nedtoner alvoren.

- Jeg ved ikke, hvordan den kom ind, men vi kan ikke spærre alt af tre timer inden starten ligesom Tour de France. Vi havde en plan for, hvis noget lignende skulle ske. Politiet stoppede lastbilen lynhurtigt, og der var ingen fare, siger Jens Kasler til DR Sporten.

Den forsvarende danmarksmester Alexander Kamp var en af de ryttere, som blev spærret af lastbilen. Trek-rytteren siger, at det var svært at bevare fokus.

- Det er selvfølgelig ikke noget, der må ske. Det siger sig selv. Det er sindssygt farligt, siger Kamp til Ritzau.

Dramaet fortsatte på grusstykkerne ind mod Herning, der som forventet var årsag til en stribe defekter og flere styrt.

Magnus Cort måtte to gange have hjælp af holdkammerater fra EF Education-EasyPost til at komme tilbage til feltet efter punkteringer. Det kostede dyrebare kræfter til slut.

Magnus Sheffield fra Ineos er fortsat i den blå førertrøje, men deler nu førstepladsen med Christophe Laporte. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

En farvet konstatering

Udbruddets forspring svandt langsomt ind mod slutningen, og to kilometer før mål blev Rasmus Bøgh Wallin hentet som den sidste mand.

I sprinterafgørelsen var Jumbo-Visma suveræne og nappede med Olav Kooij og Christophe Laporte de to forreste placeringer foran Magnus Cort på tredjepladsen.

Amerikanske Magnus Sheffield fra Ineos Grenadiers beholdt sin blå førertrøje, men deler førstepladsen med Laporte.

Førstnævnte er ligesom Mattias Skjelmose heller ikke udpræget fan af bonussekunderne.

- Det her løb favoriserer sprinterne med bonussekunderne, men vi vidste, at det var en mulighed, så vi tager bare en dag gangen, siger Magnus Sheffield til DR Sporten.

Amerikaneren afslører, at han og resten af Ineos Grenadiers håber på, at et udbrud kan køre sejren hjem på morgendagens fjerde etape i Skive og dermed tage sig af de drilske bonuspoint.

DR Sportens cykelekspert Brian Nygaard kan sagtens forstå Mattias Skjelmose, men kalder kritikken af bonuspointene for 'en farvet konstatering'.

- Selvfølgelig er det frustrerende, for Skjelmose er ikke en hurtig mand, der kan køre med om bonussekunderne på de hurtige afslutninger. Men jeg synes ikke, at man kan sige, at Laporte får noget gratis. Han laver et mesterligt forarbejde, hvor han så selv kan tage nogle bonussekunder, siger Brian Nygaard.

Fredag skal rytterne ud på den næstsidste etape, når der er start og mål i Skive. Du kan se fjerde etape fra klokken 13.30 på DR1.