Jesper Worre færdig som løbsdirektør for PostNord Danmark Rundt

Jesper Worre er afsat som løbsdirektør for Danmark Rundt. Det bekræfter Worre over for Ekstra Bladet.

Jesper Worre ses her ved starten af PostNord Danmark Rundt i 2019. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Jesper Worre skal ikke længere stå i spidsen for etapeløbet Danmark Rundt. Således erfarer Ekstra Bladet, at Worre er blevet afsat som løbsdirektør.

I slutningen af marts fik han besked om, at han fra næste år ikke længere skal arrangere den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed i Danmark, lyder det i avisen.

Jesper Worre bekræfter til DR Sporten Ekstra Bladets oplysninger, men har derudover ingen kommentarer til bruddet med Danmarks Cykle Union (DCU).

Direktør siden 2013

Worre har siden 1997 været løbsdirektør for det, der dengang hed Post Danmark Rundt, men 2019-udgaven blev hans sidste i spidsen for det, der undervejs i hans tid som løbsdirektør kom til at hedde PostNord Danmark Rundt.

Han nåede at være med til planlægningen af 2020-løbet, som i sidste ende blev aflyst efter at have været udsat på grund af coronapandemien.

Løbet endte med at få termin sideløbende med Tour de France, men i stedet blev det helt aflyst. Det blev en kendsgerning i sidste uge.

Den nu 60-årige Worre indstillede sin aktive cykelkarriere i 1992. Siden blev han direktør for Danmarks Cykle Union.

Han blev dog afsat fra stillingen i 2013 for at skulle koncentrere sig om Post Danmark Rundt.

/ritzau/