Landstræner er splittet om Danmark Rundt uden enkeltstart: ’Løbet bliver mere uforudsigeligt’

Uden en enkeltstart kan næste års PostNord Danmark Rundt blive mindre afventende og mere uforudsigelig.

Cheflandstræner Anders Lund vurderer, at den manglende enkeltstart kan komme til at gøre løbet endnu tættere. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Da ruten for næste års PostNord Danmark Rundt i går blev præsenteret, var der flere overraskelser i blandt.

For første gang i løbets historie starter en af etaperne uden for Danmark. Det sker, når 3. etape - kongeetapen - skydes i gang i Flensborg i Tyskland.

2020-udgaven af løbet bliver også første gang nogensinde, at PostNord Danmark Rundt skal køres uden en enkeltstart. Til stor overraskelse for det danske cykellandsholds cheflandstræner, Anders Lund.

- Jeg er sikker på, at der er flere, der kommer til at ærgre sig over det. Danmark har et meget stærkt felt af enkeltstartsryttere, og Danmark Rundt plejer at være en af de scener, hvor de kan vise sig frem.

- Omvendt får man nok også et mere uforudsigeligt løb, fordi muligheden for at lurepasse lidt på de første etaper forsvinder for de ryttere, der normalt har en god enkeltstart i banken, de kan se frem til. Forhåbentlig kan det trække folk ud af busken tidligere end normalt, så vi får et angrebsivrigt løb.

I stedet for enkeltstarten køres 4. etape næste år som en rundstrækning på 19,5 kilometer med start og mål i Kalundborg. Den skal køres otte gange.

Næste år bliver kampen om PostNord Danmark Rundts blå førertrøje uden en enkeltstart. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Mindre afventende, mere offensivt

Cykelrytteren Torkil Veyhe, der cykler for det professionelle cykelhold Riwal Readynez, og som tidligere har kørt for Danmarks cykellandshold til PostNord Danmark Rundt, kalder ruten uden enkeltstart spændende nytænkning.

- Det ændrer hele løbet, og hvordan man skal kører det. Enkelstartruterne plejer at kunne køre meget afventende, fordi de har vidst, at de kunne vente med at angribe til på enkeltstarten.

- Det kan give et mere offensivt cykelløb ikke at have en enkeltstart. Jeg synes, det er fedt tænkt, og jeg håber, jeg får lov til at være med, siger Torkil Veyhe, som blev nummer seks sammenlagt ved PostNord Danmark Rundt 2017.

Cheflandstræner Anders Lund vurderer, at det kan komme til at gøre løbet endnu tættere, fordi enkeltstarten plejer at være en etape, hvor der kan laves store tidsforskelle. Og også løbsdirektør for PostNord Danmark Rundt, Jesper Worre, mener, at den manglende enkeltstart kan få positiv betydning for løbets spænding.

- Der er mange fede cykelløb med vores længde, der ikke har en enkeltstart, og nu tænkte vi, at vi også vil prøve det. Måske kan det endda gøre spændingen endnu større. Og måske er det en helt ny type cykelrytter, der kan ende med at vinde sammenlagt, siger Jesper Worre.

PostNord Danmark Rundt køres fra tirsdag 11. august til lørdag 15. august. I alt skal rytterne tilbagelægge 876 kilometer inden målstregen på Frederiksberg.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk