Manden med de mange podiepladser fik endelig gjort op med sit enkeltstartskompleks

Efter tre år med 'lige ved og næsten' vandt Martin Toft Madsen torsdag enkeltstarten i PostNord Danmark.

Efter tre podiepladser i træk lykkedes det i fjerde forsøg Martin Toft Madsen at vinde enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt. (Foto: THOMAS SJØRUP © Photo:Thomas Sjørup)

Der er tre trin på enkeltstartspodiet i PostNord Danmark Rundt.

Og endelig lykkedes det Martin Toft Madsen at sætte sit fodartryk på alle tre.

Efter en tredjeplads i 2016, et skridt op som nummer to i 2017, et ned i 2018, tog BHS-Almeborg Bornholm-rytteren torsdag turen til tops, da han vandt enkeltstarten i Grindsted.

I suveræn stil og med 11 sekunders margin ned til de nærmeste konkurrenter blæste Toft Madsen i mål og gjorde op med sit enkeltstartskompleks i Danmarks største etapeløb.

- Det var vel nærmest den sidste enkeltstart i Danmark, jeg ikke havde vundet. Så det er rigtig rart. Specielt når jeg de seneste tre år har været på podiet hver gang og så endelig at indtage det øverste trin, siger Martin Toft Madsen til DR Sporten.

Tæt på så mange gange

Det har naget ham, Toft Madsen. Alle de ture op på podiet uden at tage turen til toppen. For når dåbsattesten siger 34 år, er der jo ikke uendelig mange chancer tilbage.

- Det har været lidt irriterende. Jeg har været tæt på så mange gange, og så mange år har jeg jo ikke igen, griner etapevinderen.

- Jeg håbede, at jeg lige kunne klemme den igennem i år og det lykkedes.

Martin Toft Madsen lagde hårdt ud på den 17 kilometer lange etape, som bød på modvind i begyndelsen, men siden vendte og gav rytterne medvind til målstregen. Etapevinderen blev sendt ud på ruten blandt feltets første, og derfor nåede han at tilbringe en del timer i den varme læderstol, som er forbeholdt rytteren med etapens hurtigste tid.

- Der er andre, der godt kan finde ud af at køre enkeltstart, så de sidste to timer var da med lidt nerver på, siger Martin Toft Madsen.