VIDEO Danskere dyster med belgisk komet om favoritværdigheden i Danmark Rundt

Der er rigtig gode chancer for dansk succes i årets PostNord Danmark Rundt. Men det kræver, at de danske ryttere kan få bugt med en eksplosiv verdensmester fra Belgien.

De sidste fire udgaver af cykelløbet Danmark Rundt er endt med, at en dansk rytter har kunne lade sig hylde på podiet som samlet vinder. Meget tyder på, at det succesfulde mønster kan få lov til at fortsætte i dette års udgave.

To danskere, der allerede har vundet løbet tidligere, stiller nemlig op i skarp form. DR Sportens cykelekspert Dan Frost regner da også med, at de kører med sejren, hvis ikke en belgisk verdensmester i cyklecross kommer i vejen.

Favoritterne

I alt tre ryttere i årets felt har fundet vej til Dan Frosts topfavoritter. To af dem kører på landsholdet. Og deres interne hierarki kan derfor også få betydning for mulighederne.

Mads Pedersen (Trek-Segafredo/Landsholdet)

Den største favorit skal findes på det danske landshold, der stiller op med udvalgte ryttere fra forskellige cykelhold. I år er holdet særligt stærkt, og Dan Frost tror, at det især bliver sidste års vinder Mads Pedersen, der bliver sat i scene.

- jeg tror mest på Mads Pedersen. På trods af, at Juul-Jensen har vundet en etape i Schweiz Rundt, så tror jeg at Mads er stærkest. Han er en rytter, der mere eller mindre kan det hele, og så er han yngre end Christopher, siger Dan Frost.

Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott/Landsholdet)

En af Mads Pedersens mest kompetente udfordrere til titlen skal som nævnt findes blandt hans holdkammerater. Her er vinderen af 2015 udgaven af Danmark Rundt, Christopher Juul-Jensen, nemlig også på startlisten. Danskeren vandt karrierens hidtil største sejr, da han i år tog en etapesejr i World Tour-løbet Schweiz Rundt, der ligger som et optaktsløb til Tour de France.

- Christopher er den mest rutinerede af de to kaptajner på landsholdet. Etapesejren i Schweiz Rundt giver helt sikkert også en masse motivation. Når Christopher Juul-Jensen får lov til at køre klassement, så kan han også finde ud af det, forklarer Dan Frost.

Wout Van Aert ( Veranda's Willems Crelan)

Af de udenlandske professionelle kommer en af cykelsportens helt store talenter til at kunne kæmpe med om sejren. Wout Van Aert har vundet VM i cyklecross tre gange, og han debuterede i år i de største forårsklassikere med flotte top ti-placeringer.

- Etapen i Vejle bliver meget afgørende for belgieren. Hvis han er ligeså motiveret i dette løb, som han var i forårsklassikerne, så kan han lave rav i den. Han er særligt god på de korte, skrappe stigninger som Kiddesvej i Vejle, forklarer Dan Frost.

Udfordrerne

De mest oplagte outsidere til at blande sig i striden om podiepladserne finder DR Sportens cykelekspert også blandt feltets indehavere af et rødbedefarvet pas. De to danske ryttere på Aqua Blue Sport har nemlig også det egenskaber, der kræves i Danmark Rundt.

Casper Pedersen (Aqua Blue Sport)

Casper Pedersen kører sin første sæson som professionel, men allerede sidste år blandede han sig i kampen om den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt. I sidste ende kæmpede han sig til en flot tredjeplads. Og den præstation forventer Dan Frost, at Pedersen har mulighed for at matche i år.

- Casper Pedersen er ikke en novice til tempokørsel, så der ligger nogle gode muligheder for ham på enkeltstarten. Sidste år fik han en kæmpe motivation ved at vinde første etape. Hvis han bare har rykket sig lidt siden sidste år, så kan han lave noget.

Lasse Norman (Aqua Blue Sport)

Det andet bud på en vinder på det irske cykelhold er Lasse Norman Hansen, der dog har en udfordring undervejs på ruten.

- Lasse Norman er ligeledes en fantastisk temporytter, men hans udfordring kommer primært til at ligge på stigningerne på etapen i Vejle. De passer ikke så godt til hans ryttertype, siger Dan Frost.

Første etape i PostNord Danmark Rundt køres 1. august og kan følges på DR1 fra klokken 12.10.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter