Rasmussen indrømmer doping

Michael Rasmussen var dopet fra 1998 til 2010. Det erkendte han på et pressemøde i dag. Han indstiller nu sin karriere.

Cykelrytteren Michael Rasmussen har været dopet uden væsentligt ophold fra 1998 til 2010. Det fortalte han på dagens pressemøde i Herning:

Når jeg rejser mig i dag, er jeg en lettet mand. Jeg er glad for, at jeg ikke længere skal sidde og lyve over for jer i dag, som jeg har gjort i så mange år, lød det fra Rasmussen på dagens pressemøde.

Dermed står han til mindst to års karantæne og stopper sin aktive karriere med øjeblikkelig virkning. Præcis hvor og hvordan doping er foregået, kan han ikke gå i detaljer med lige nu efter aftale med de antidopingmyndigheder, han har kontaktet. Måske kan det lade sig gøre på et senere tidspunkt.

Michael Rasmussen: Jeg har taget epo, væktshormon, testosteron, insulin, kortison og blodtransfusioner. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Har været dopet fra 1998 til 2010

Holdejer Claus Hembo fra Rasmussens hold, Christina Watches-Onfone, fortalte, at Rasmussen har lagt kortene på bordet over for antidoping-myndighederne:

- Michael har samarbejdet med antidoping-myndighederne, og det bakker holdet op. Vi mener, han kan være nøglen til opgøret mod doping. Han kan være en væsentlig brik i kampen for at skabe en ny fremtid. Et opgør med fortiden er nødvendigt, siger Claus Hembo.

- Michael Rasmussen har været dopet uden væsentlig ophold i perioden 1998 til foråret 2010 uden noget væsentligt ophold, siger Hembo.

Han pointerer dog, at den danske cykelrytter har været ren, siden han tiltrådte på Christina Watches-Onfone. Han fortæller også, at Michael Rasmussen har samarbejdet med antidopingmyndighederne.

- Han har taget kontakt til de relevante myndigheder og tilbudt at fortælle alt, hvad han har oplevet gennem tiden og med hvem, han har oplevet det. Det er sket, siger Hembo.

Michael Rasmussens dopingindrømmelse betyder, at han indstilles til to års karantæne og derfor stopper som kaptajn for cykelholdet.

Christina Watches-Onfone hilser ham dog velkommen tilbage på holdet, når hans straf er udstået. Planen er, at han til den tid skal være sportsdirektør på holdet.

Facebook
Twitter