Rasmussen: UCI gav mig lov at køre dopet i Touren

I 2005 blev Michael Rasmussen taget i doping under Tour De France, men fik lov til at fortsætte, afslører han i bog.

Den internationale cykelunion UCI vidste, at Michael Rasmussen kørte Tour de France i 2005 med doping i blodet. Alligevel fik han lov at fortsætte i løbet. (Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

Den tidligere danske topcykelrytter Michael Rasmussen blev testet positiv for doping under Tour de France i 2005 og burde være blevet smidt ud af løbet.

Men i stedet dækkede den internationale cykeluninon (UCI) over ham og lod ham fortsætte i løbet.

Det afslører Michael Rasmussen i sin bog 'Gul Feber', der udkommer i næste uge, skriver politiken.dk.

Rabobank hjalp med doping

I bogen fortæller Michael Rasmussen, hvordan han forsøgte at skjule sin doping op til Touren ved at flytte ud af sit hus, træne i neutralt tøj og hævde, at han var rejst til Mexico.

Hans hold, Rabobank, var dog velvidende om Rasmussens doping og hjalp ham med at få blodposer under Touren. Men efter niende etape gik det galt for Michael Rasmussen.

- Om mandagen var der hviledag. Vi skulle have blodkontrol af UCI-kontrollørerne. Bagefter tog vi ud og trænede. Da vi nåede tilbage på hotellet, opsøgte Frans Maassen (assisterende sportsdirektør hos Rabobank, red.) mig og fortalte, at de var blevet ringet op af UCI. Man havde ladet ham vide, at der var problemer med en af rytterne.

- Jeg håber ikke, det er dig, sagde han.

- Det var mig.

- Jeg var færdig, skriver Rasmussen i bogen.

Rasmussen: Fik lov at fortsætte dopet

På det tidspunkt var Rabobank dog blandt cykelsportens største sponsorer. Det betød, at holdet havde et godt forhold til UCI, og derfor satte Rabobanks læge sig sammen med UCI's læge og fandt en løsning.

- Doktor Leinders (Rabobanks læge, red.) og doktor Mario Zorzoli, chef for UCI’s medicinske afdeling, tog et møde, hvor de talte sagen igennem. Da det var forbi, fik jeg lov til at køre videre. Ingen grund til alarm.

- Bagefter fortalte doktor Leinders mig, hvad der var sket. Han brugte et hollandsk udtryk: ’Vi har smør på hovederne’. De glider af, sagerne. Rabobank havde et godt forhold til UCI; man havde fundet ud af det i mindelighed, skriver Michael Rasmussen i bogen.

- Du er den mest beskyttede rytter i Tour de France lige nu, fortalte han mig.

- De har lige sagt okay til, at du godt må bryde reglerne, skriver han.

Facebook
Twitter