Reservespækket banelandshold kører for EM-guld i aften: 'Motorerne bliver skabt på landevejen'

Det danske banecykellandshold var i går syv tiendedele af et sekund fra verdensrekorden.

Det danske banelandshold kører torsdag aften EM-finale mod Italien. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Da det danske banecykellandshold i går hamrede ind i EM-finalen, var det også ny dansk rekord. De fire kilometer tilbagelagde kvartetten på 3 minutter og 48,762 sekunder. Flot, vildt og bemærkelsesværdigt.

For op til EM har banelandsholdet været ramt af to centrale afbud og har derfor måttet ændre i det firkløver, der i februar vandt VM-bronze. Casper Folsach er ude på ubestemt tid med hjerteproblemer, mens også Niklas Larsen er skadet.

At banelandsholdet så ubesværet har erstattet de to profiler og i aften er favorit til EM-guldet kommer også bag på landstræner Casper Jørgensen.

- Jeg er overrasket over, at vi indtil videre har været det bedste hold. Jeg havde regnet med at Italien og England ville være noget bedre end os, så det er en positiv overraskelse, siger han.

Samtidig giver landstræneren her et par forklaringer på, hvordan han arbejder med en lille, eksklusiv gruppe og i årevis har præsteret at holde Danmark blandt verdens absolut stærkeste nationer på cykelbanen.

Ved OL i Rio 2016 vandt det danske banehold bronze. (Foto: PAUL HANNA © Scanpix)

Casper Jørgensen arbejder typisk med en gruppe på seks-syv ryttere – heraf ofte et par helt unge talenter. I sommerhalvåret er gruppen spredt på deres respektive landevejshold, mens de i vintersæsonen træner og rejser sammen med banelandsholdet. Banesæsonen varer normalt fra EM i oktober til og med VM i februar.

En stor del af banelandsholdets træning foregår ude på den flade landevej.

- Man skal være rigtig stærk individuelt, ellers kan det være lige meget. De skal hver især have deres motor. Vi tror overordnet på, at det er gennem landevejstræning, at vi gør dem stærke nok hver især. Her øver vi overhovedet ikke teknik, siger Casper Jørgensen.

Inde på banen har holdet normalt fjorten koncentrerede dage op til mesterskabet, hvor de finpudser starter, positionering og andet.

- De her ryttere har kørt på bane, siden de var børn, så deres generelle teknik er god. Vi finpudser lidt hvilke positioner, de skal sidde i, og hvordan de sidder bedst på hjul af hinanden, siger han.

Det endelige hold sættes få dage før mesterskabet

Ved træningerne tester landstræneren sin gruppe nøje for hele tiden at finde de fire stærkeste. Det er vigtigt, at alle kører med alle, så der problemfrit kan foretages udskiftninger ved eventuelle skader.

- De er skolet til, så de kan køre på forskellige positioner, så vi kan sagtens skifte ud. De er vant til at køre sammen på kryds og tværs, og så er det kun de sidste intervaller op til de store stævner, de fire kører sammen.

Det endelige hold bliver ofte først udtaget to til fire dage inden mesterskabet.

- Vi skal ind på banen og se dem i test, før vi kan afgøre, hvem der er stærkest, og det svinger rigtig meget henover en sæson. Styrken og farten henter de ude på vejen, og så finpudser vi inde på banen, siger han.

Ved de afgørende træninger deltager en analysemand fra Team Danmark, som kan måle præcist, hvordan den enkelte rytter holder farten, og hvem der kan køre hurtigst. Ud fra den styrke udtages holdet.

Den sidste tid op til EM har holdet trænet på banen flere gange dagligt. Et typisk træningspas kan eksempelvis koncentrere sig om at terpe den helt rigtige start.

- På en træning kan vi træne seks starter og så køre en kilometer. Det handler, om at starteren lærer at ramme den helt rigtige fart, og at alle skal vide, hvad de gør i deres første føring, forklarer Casper Jørgensen.

Ved OL i Beijing i 2008 vandt Danmark sølv. Alex Rasmussen, Michael Møkøv, Jens-Erik Madsen og nuværende landstræner Casper Jørgensen. (Foto: STEFANO RELLANDINI © Scanpix)

Hele sommeren overvåger Casper Jørgensen banerytternes træningstider på landevejen. Selvom de er spredt på forskellige hold, og landstræneren ikke ser alverden til dem, lægger han træningsprogrammet og holder nøje øje med deres resultater.

- Jeg ser dem ikke på daglig basis, men hver dag får jeg en træningsfil og kan se, hvordan deres form udvikler sig. Selve løbene kører de så med deres hold, og vores koncept tror på, at de gode landevejsryttere også bliver bedre baneryttere, siger han.

Derfor glæder det også landstræneren, at flere af hans baneryttere i de sidste par år har vist sig positivt frem i Danmarks største landevejsløb, PostNord Danmark Rundt. Niklas Larsen vandt samlet i år. Lasse Norman har de sidste to år vundet flotte etaper i løbet. Julius Johansen angreb på Kiddesvej i Vejle sidste år.

- Det gør os rigtig glade, og vi gør meget for at understøtte deres landevejstræning.

Ungdomsryttere skoles på Team Danmark-center

Når nye ryttere så umiddelbart smertefrit kan glide ind på firekilometerholdet, handler det om et fokuseret arbejdet i årene op til.

Allerede fra 15-årsalderen arbejder Team Danmarks kraftcenter detaljeret og målrettet med en større gruppe af ryttere. Her skærpes den basale teknik for ungdoms- og juniorryttere.

- De lærer at sidde på hjul, slå ud og køre en afslutningen på den måde, som vi gerne vil have det. I den aldersgruppe kan vi ikke udpege den nye Lasse Norman, så her gør vi meget ud af, at mange ryttere får den tekniske forståelse på vores samlinger, siger Casper Jørgensen.

Han møder først de bedste ryttere oppe hos ham, men er i tæt dialog med junior- og assistentlandstrænere.

Det danske banelandshold består til EM af Lasse Norman Hansen, Frederik Rodenberg, Julius Johansen og Rasmus Lund Pedersen. Mathias Malmberg er officielt reserve for 4.000-meter holdet.

Landsholdstruppen består i øjeblikket også af de unge talenter William Blume og Frederik Vandal, der begge kørte et godt junior-VM, og hvis udvikling skal skubbes yderligere med en invitation til det bedste selskab. Niklas Larsen er skadet, mens Casper Folsach er væk fra sporten på ubestemt tid.

Banelandsholdet kører EM-finale torsdag aften.