Riis-rytter chokeret over lukning: 'Jeg ved ikke, hvad der venter'

Bjarne Riis lukker det kvindelige cykelhold Team Virtu Cycling efter sæsonen.

Bjarne Riis lukker cykelholdet Team Virtu Cycling efter sæsonen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Bjarne Riis lukker det kvindelige cykelhold Team Virtu Cycling, når sæsonen er overstået.

Det bekræfter han til TV2 Sport.

Udmeldingen kommer bag på Christina Siggaard, der de seneste tre år har kørt for Riis’ cykelhold.

- Der har været lidt snak om det, men jeg troede, at holdet ville fortsætte. Så jeg fik et chok, siger hun om mandagens udmelding fra holdejeren.

Bjarne Riis begrunder lukningen med, at det ikke har været muligt at finde sponsorer til at drive holdet videre.

Team Virtu Cycling har i år haft en god sæson, hvor det er blevet til hele 13 sejre.

Holdet fortsætter sæsonen ud

Alligevel får Team Virtu Cycling lov at køre denne sæson færdig. Og det glæder Christina Siggaard sig en lille smule over, selvom hun synes, at situationen er træls.

- Jeg bliver en smule nervøs over situationen. Jeg ved ikke, hvad der venter derude. Men det er trods alt positivt at vide det nu, så jeg kan få det bedste ud af det, siger hun og fortsætter.

Team Virtu Cycling har også et hold på herresiden. Her jubler Alexander Kamp efter en sejr i Tour of Norway. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

- Hvis situationen giver mig tunge ben, så tror jeg ikke, at der er ret mange andre cykelhold, der vil ansætte mig. Så jeg bliver nødt til bare at køre det bedste cykelløb, jeg har lært, resten af sæsonen.

Næste store opgave for Team Virtu Cycling bliver kvindernes udgave af Giro d’Italia, der køres fra den 5. juli.

Facebook
Twitter