Riis: Spændende med Fuglsang-comeback

Saxo Bank-Tinkoff Banks holdejer kan sagtens se perspektiver i en aftale med Jakob Fuglsang for 2013.

(Foto: DR Sporten © DR Sporten)

Jakob Fuglsang kunne ifølge holdejer Bjarne Riis være spændende at få tilbage på Saxo Bank-Tinkoff Bank til næste år.

Den 27-årige rytter forlod ellers Riis’ mandskab for to år siden til fordel for det nuværende Radioshack-Nissan-mandskab efter et farvel, der bød på et mindre drama mellem de to parter.

- Det er klart, jeg kan ikke se noget forkert i, hvis Jakob kom tilbage. Det kunne være spændende. Så må vi se, om det kan lykkes. Det er ikke noget, jeg vil udelukke, siger Bjarne Riis, der efter UCI's regler først må forhandle med Fuglsang til august.

- Det er logisk. Han har været ude at sige, at han gerne vil skifte hold, men vi må ikke tale sammen før den 1. august.

Holdejeren har accepteret, at Fuglsang og flere andre ryttere som Fabian Cancellara samt Fränk og Andy Schleck for to år siden forlod ham til fordel for Leopard Trek, der senere er blevet til Radioshack-Nissan.

Riis og Fuglsang havde aftalt en kontraktforlængelse i 2010, men rytteren havde ikke skrevet under på en ny kontrakt og valgte i sidste ende at bryde den mundtlige aftale.

Alt det hører fortiden til, og Bjarne Riis har ikke nogen problemer med at byde Fuglsang eller andre af holdets tidligere ryttere velkommen på Saxo Bank-Tinkoff Bank.

- Der er ikke nogen bad feelings. Jeg er nødt til at acceptere, at folk nogle gange tager et valg.

- Jeg var ikke enig i mange af de ting, der skete dengang. Men jeg kan ikke tillade mig at bestemme over andre folk.

- Så må jeg vurdere, hvis nogle af dem vil tilbage; om det er nogle, jeg har plads til. Og om de kunne falde ind på holdet. Der er nok ikke lige Andy, der står først for, siger Bjarne Riis med henvisning til Andy Schleck.

Holdejeren var mandag vært ved et pressemøde, hvor det blev annonceret, at Tinkoff Bank med øjeblikkelig virkning bliver medsponsor sammen med Saxo Bank.

De to banker deler hovedsponsoratet fra nu og til og med 2013. Aftalen giver Bjarne Riis et større budget i den kommende sæson.

/ritzau/

Facebook
Twitter