Riis trukket ud af kanon

Kanonudvalget har på et ekstraordinært møde besluttet at trække Bjarne Riis ud af Danmarks eliteidrætskanon. - Vi anser hans præstation for at være snyd. På baggrund af det kan man ikke være med i kanonen, siger formand for udvalget, Else Trangbæk.

Bjarne Riis på vej over målstregen som vinder af 16. etape i Tour de France (Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

Bjarne Riis bliver trukket ud af Danmarks eliteidrætskanon.

Det har et enigt Kanonudvalg besluttet på et ekstraordinært møde torsdag.

- Vi har ikke lyst til at omskrive idrætshistorien, men i og med at Bjarne Riis selv har erkendt, at han har taget doping, så anser vi hans præstation for at være snyd. På baggrund af det kan man ikke være med i kanonen, siger Else Trangbæk, formand for eliteidrættens kanonudvalg, til DR Sporten.

- Dét at være kanoniseret betyder jo, at man er anset som særligt betydningsfuld indenfor et område. Det synes vi ikke, at vi kan stå indenfor længere med hensyn til Bjarne Riis, siger Else Trangbæk.

Efter at Tour de France-vinderen har erkendt at have taget ulovlige stoffer har udvalget altså valgt at droppe Riis fra listen over de 12 udvalgte idrætsfolk og hold på listen over Danmarks største præstationer og personligheder.

Idrætskanonen omfatter blandt andre fodboldspilleren Michael Laudrup, løberen Wilson Kipketer, sejleren Paul Elvstrøm og håndboldspilleren Anja Andersen.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53afecc4a11f9d0f94713dc4

Facebook
Twitter