Se de fem nominerede som Årets Cykelrytter

Det har været et stærkt cykelår herhjemme. Se de fem kandidater til prisen her.

Amalie Dideriksen stod med regnbuetrøjen efter U19-VM. Dét har nu sikret hende en nominering. (Foto: Henrik Liniger © DR Sporten)

VM-medaljer, en syvendeplads i Tour de France eller en etapesejr i Vuelta a España? Hvad har været størst herhjemme i år. Det bliver afgjort den 14. november, når prisen Årets Cykelrytter, mest prestigefyldte og traditionsrige pris man kan få tildelt som dansk cykelrytter, uddeles.

De fem nominerede er:

Lasse Norman (Blue Water Cycling), Jakob Fuglsang (Astana), Amalie Dideriksen (Amager CR), Mads Pedersen (Team Roskilde Junior), Michael Mørkøv (Team Saxo-Tinkoff).

Lasse Norman (2012) og Jakob Fuglsang (2007) har tidligere vundet titlen.

Mere om de fem nominerede

Lasse Norman (Blue Water Cycling) - Tre VM medaljer

Hele tre VM-medaljer har Lasse Norman vundet i 2013. Ved bane-VM i Minsk blev det til sølv i omniun og bronze i holdforfølgelse, og ved landevejs-VM i Toscana blev det til bronze på U23 enkeltstarten. Desuden har Lasse Norman i år imponeret med sejre i blandt andet GP Herning og det tyske Rund Um den Finanzpladt Frankfurt, han er dobbelt dansk U23-mester, og har vundet 6-dagesløbet i Ballerup og flere danske mesterskaber på banen.

Jakob Fuglsang (Astana) - Nr. 7 i Tour de France

Som holdkaptajn på Astana teamet hentede Jakob Fuglsang en samlede syvendeplads i årets Tour de France. Placeringen er den bedst danske i verdens største cykelløb i en årrække. Desuden blev Fuglsang nr. to på Tourens niende etape. Tidligere på året er det blevet til en fjerdeplads i det franske Critérium du Dauphine og en ellevteplads i Katalonien Rundt. I Vuelta a España var Jakob Fuglsang med til at vinde den indledende holdtidskørsel.

Amalie Dideriksen (Amager CR)  -  U19 verdensmester

Overraskende for de fleste blev Amalie Dideriksen, på trods af at hun fortsat blot er førsteårs U19 rytter, i september verdensmester i Toscana. Den unge talentfulde pige sad i VM-løbet i udbrud stort set hele dagen, og vandt siden suverænt spurten i udbrydergruppen foran russiske Anastasiia Lakovenko og ukrainske Olena Demydova. Tidligere på året vandt Amager-rytteren desuden bronze i scrath ved U19 bane-VM i Glasgow. Desuden har hun vundet den hjemlige Lindberg Sport Cup i 2013.

Mads Pedersen (Team Roskilde Junior)  -  U19 VM sølvvinder og vinder af Paris-Roubaix

U19 rytter Mads Pedersen har haft et fuldstændigt forrygende 2013. Team Roskilde Junior rytteren startede foråret med at vinde U19 udgaven af Paris-Roubaix og fortsatte med at triumfere i Nations Cup etapeløbene Trofeo Karlsberg i Tyskland og Fredsløbet i Tjekkiet. Ved DM i Vordingborg måtte Mads Pedersen nøjes med sølvmedalje, men til gengæld blev det endnu en sølvmedalje ved årets verdensmesterskab i Toscana.

Michael Mørkøv (Team Saxo-Tinkoff) - Etapevinder i Vuelta a España

Michael Mørkøv har i 2013 taget endnu et stort skridt i sin rivende udvikling. Han blev overraskende dansk mester ved at vinde en massespurt i Vordingborg, blev nr. to i klassiske Paris-Tours, nr. fire i etapeløbet Franco-Belge og vandt 6-dagesløbet i Ballerup. Kronen på værket på hans 2013 sæson var dog sejren på sjette etape af Vuelta a España, hvor han blandt andre slog Fabian Cancellara i en massespurt.

Ekspertpanel bag nomineringer

De fem kandidater er udvalgt af er ekspertpanel bestående af journalisterne Mogens Jacobsen fra Politiken, Carsten Ritter fra Ritzau og Søren Reedtz fra Danmark Radio samt sportschef hos Danmarks Cykle Unions Lars Bonde, talentchef hos Danmarks Cykle Union Morten Bennekou og redaktør på CyklingDanmark.dk Kenneth Møller Kristensen.

Ryttere som  Mathias Krigbaum, der er dobbelt U19 VM-medaljevinder i 2013, Rasmus Quaade der blev nr. seks ved elite VM i enkeltstart, Malene Degn, der blev U19 europamester i enkeltstart, det danske 4000 meter hold, der vandt bronze ved bane-VM i Minsk, Michael Valgren, der vandt U23 Liége-Bastogne-Liége og en etape i Tour de l' Avenir samt Magnus Cort der overraskende vandt to etaper i Post Danmark Rundt har også været på tale til nomineringerne i år.

Facebook
Twitter