Simon kæmpede med angst. Nu kører han blandt verdens bedste: ’Troede vitterligt, jeg skulle dø’

Mountainbikerytteren Simon Andreassen vandt i oktober sit første World Cup-løb som senior, men vejen dertil har været hård for det 23-årige cykeltalent.

I momentet føles det helt naturligt for Simon Andreassen, da han med armen i vejret og knyttet næve triller først over stregen ved World Cup-løbet i Tjekkiet i begyndelsen af oktober. Som både dobbelt juniorverdensmester og nykåret dansk mester er det danske mountainbiketalent da også vant til at vinde, men denne sejr er alligevel noget helt speciel.

- Jeg tænker, hvad er det lige, der er sket. Det er jo det, jeg altid har drømt om, og der går nok et par timer, inden det rigtig går op for mig, jeg har vundet, fortæller Simon Andreassen om karrierens første world cup-sejr, da DR Sporten møder den 23-årige mountainbikerytter.

Men præmissen for mødet er egentlig ikke så meget sejren i Tjekkiet. For selvom det var stort, både for Simon Andreassen og for dansk mountainbike, som de seneste mange år har hungret efter topresultater på herresiden, så er Andreassen ligesom videre, styrerende direkte ind i klichéen om at det er svært at nå toppen, men endnu sværere at blive der.

Nej, præmissen for mødet er mere mennesket Simon. For sejren i Tjekkiet er kulminationen på en lang sej kamp, som har budt på meget mere end bump på mountainbikeruterne for den 23-årige fynbo, som nu er bosat i København.

  • Simon Andreassen med den knyttede næve, da han kører først over stregen ved world cup-løbet i tjekkiste Nové Mesto. (Foto: Lubos Pavlicek)
  • Simon Andreassens øverst på podiet i sit første world cup-løb som senior. (Foto: Libor Plihal)
1 / 2

Det hele begynder med et styrt

Når svaret på spørgsmålet ’hvad skete der’ begynder med ’Øhh, altså det er jo ikke noget, jeg selv kan huske,’ ved man, det har været en voldsom oplevelse.

Alligevel kan Simon Andreassen næsten historien udenad, efter de mange genfortællinger fra de venner som var med på træningsturen den dag i slutningen af februar 2018.

Han er i Sydafrika for at forberede sig til et vigtigt løb. En uges tid inden løbet er han ude at træne på ruten, som han efterhånden kender ud og ind.

Førende an på en nedkørsel smutter forhjulet ud over en betonkant. Det næste Simon Andreassen kan huske er, at han vågner op på et hospital.

- Mine venner fortæller, det så vanvittigt ud. Jeg hamrede hovedet ind i betonen og lå så bare bevidstløs på jorden. Heldigvis får de kontaktet en person, som kører mig på hospitalet, og det første jeg husker er, at vi er færdige med alle scanninger. Jeg har det en smule underligt, men faktisk ikke dårligt, fortæller Andreassen med en nøjagtighed der vidner om, at det ikke er første gang historier bliver genfortalt.

  • Styrtet i Sydafrika kostede Simon Andreasen brud på kindbenet, og flere hudafskrabninger. (Foto: Privat)
  • Styrtet i Sydafrika kostede Simon Andreasen brud på kindbenet, og flere hudafskrabninger. (Foto: Privat)
  • Simon Andreassen slog hovedet ned i betonen og havde han ikke haft hjelmen på, tør han ikke tænke på, hvor han ville være i dag. (Foto: Privat)
1 / 3

Meldingen lyder på mindre brud på kindbenet, overfladiske skræmmer og hjernerystelse. De to første er voldsomme, men som Simon Andreassen selv udtrykker det, er man som mountainbikerytter vant til at slå sig. Til gengæld er hjernerystelse nyt for det 23-årige cykeltalent.

- Jeg havde aldrig haft hjernerystelse før, så jeg vidste ikke, hvad det indebar. Jeg havde bare det kommende løb i hovedet, så jeg ville hurtigt tilbage på cyklen. Jeg fik også lavet nogle test, som alle viste, der ikke var noget galt, og jeg var clearet til at cykle igen.

Men der var noget galt. Det ved Simon Andreassen, når han i dag tænker tilbage på tiden lige efter styrtet. Han blev hurtig træt, og mistede hurtigt koncentrationen, men symptomerne blev ignoreret.

- Når man har sat sig et mål, er man som sportsmand vant til, man kan overkomme alt. Jeg har jo ofte håndteret smerte, så jeg ignorerede nok bare alle faresignalerne.

Simon Andreassen blev nummer fire i løbet i Sydafrika, men set i bakspejlet, var det ifølge ham selv, ikke det værd.

- Det er nok den ting i mit liv, jeg fortryder allermest, kommer det fra Andreassen med reference at han alt for hurtigt var tilbage på cyklen.

'Jeg anede ikke, hvad der var galt. Jeg tænkte, at der var noget i min hjerne, som var gået i stykker. Det var som om, jeg havde glemt, hvordan man trækker vejret, og det blev bare værre og værre.' (Foto: Betina Garcia © Dr)

Tankerne flyver

Hjernerystelsen bliver begyndelsen på et mareridt for cykeltalentet. Efter at have taget det med ro i nogle uger drager Simon Andreassen til USA med det danske mountainbikelandshold. Men der går ikke længe, før han får det dårligt og må droppe at deltage i løbene.

- Jeg har nærmest tre uger i USA, hvor jeg bare ligger på hotelværelset og virkelig får tid til at tænker over tingene, fortæller Andreassen efterfulgt af en dyb vejrtrækning.

- Det er her, jeg får de første angstanfald. Jeg føler ikke, jeg kan trække vejret, og tror vitterligt jeg skal dø.

Hjernerystelsen, sygdommen og tiden på hotelværelset sætter sig på Simon, ikke fysisk med psykisk.

- Jeg anede ikke, hvad der var galt. Jeg tænkte, at der var noget i min hjerne, som var gået i stykker. Det var som om, jeg havde glemt, hvordan man trækker vejret, og det blev bare værre og værre.

Da Simon kommer hjem til Danmark, bliver han igen scannet og undersøgt, men der er ikke noget galt med ham. I hvert fald ikke fysisk. Men han kommer i kontakt med en sportspsykolog, som fortæller at han lider af angst.

- Jeg gik hele tiden og tænkte på, hvad er var galt med mig. Man kunne jo ikke så på mig, at jeg fejlede noget, så jeg ledte efter svar på, hvorfor jeg ikke bare fik det normalt igen.

- Det var ligesom den erkendelse, der skulle til for at jeg kunne komme videre. Ikke fordi det ’bare’ var angst, men fordi jeg fik en afklaring på, at jeg ikke skulle dø, og at der ikke var noget fysisk galt med mig.

Erkendelsen bliver også vendepunktet for Simon Andreassen, som bruger det meste af 2018 på at acceptere, at angsten ikke går væk af sig selv.

- Det har bare været en langsom erkendelse af, at det var det, som var galt, og at jeg skulle lære at håndtere det. På en måde skulle jeg i den periode kæmpe mere med mig selv end mod alle andre.

Var der på noget tidspunkt du overvejede om cyklingen var fremtiden?

- Nej, for det var nogle af de eneste tidspunkter, hvor jeg kunne få tankerne væk. Jeg har altid kunne finde ro på cyklen, så det hjalp mig rigtig meget i den periode.

'Det har bare været en langsom erkendelse af, at det var det, som var galt, og at jeg skulle lære at håndtere det. På en måde skulle jeg i den periode kæmpe mere med mig selv end mod alle andre.' (Foto: Betina Garcia © Dr)

Stærkere end nogensinde

Styrtet, hjernerystelsen og den lange kamp med det mentale helbred har været en øjenåbner for Simon Andreassen, som har lært sig selv bedre at kende, men også har fået en forståelse af, hvad det vil sige at have angst.

- Jeg ville aldrig havde kunne forstået det, hvis nogen havde fortalt mig om det før. Det er noget, som virkelig har sat nogle spor i mig. Men efter jeg er begyndt at tale om det, har jeg jo fundet ud af, at der er mange, som går med nogle af de samme tanker.

Men det er ikke kun angsten, Simon Andreassen har skulle forholde sig til. Også de mere direkte konsekvenser fra hjernerystelsen præger mountainbikerytterens hverdag. Koncentrationen kunne være bedre og længere samtaler er blevet svære.

- Nogle gange kan jeg godt glemme, hvad jeg skal sige eller helt glemme at lytte, siger Andreassen som virkelig har fået respekt for hjernerystelserne og hovedskader.

Hvad ville du gøre i dag, hvis du slog hovedet?

- Jeg ville lægge mig ind i et mørkt rum, og virkelig tage det seriøst. Der var der også mange som sagde, at jeg skulle gøre dengang, men det er bare så nemt, når man har øjnene på noget andet. Men på den lange bane, har det aldrig været det værd.

Angsten er ikke et overstået kapitel i Simon Andreassens liv, men noget, den 23-årige fynbo har lært at leve med. Han er blevet mere voksen, hvis han selv skal sige det. Mere bevidst om, hvad han gerne vil og hvorfor han gør, som han gør.

- Jeg er kommet stærkere ud på den anden side, og har det bedre, end jeg nogensinde har haft det. Jeg ville på ingen måde ønske, at jeg var et andet sted, end jeg er lige nu. Vejen har nok ikke været den mest optimale, men at nå hertil, taget i betragtning af, hvad jeg har været igennem, er en sejr i sig selv.

Og apropos sejre, så håber Andreassen at kunne nappe mange flere den kommende sæson, vel og mærke på cyklen. For selvom den mentale sejr nok aldrig overgås, så trækker ambitionerne på cyklen trods alt stadig i den danske mountainbikerytter.

- Det vigtigste for mig lige nu er at bevise, jeg hører til i verdenstoppen. Jeg ved, jeg har det, der skal til og resultaterne til at underbygge det, slutter Simon Andreassen

'Jeg er kommet stærkere ud på den anden side, og har det bedre, end jeg nogensinde har haft det. Jeg ville på ingen måde ønske, at jeg var et andet sted, end jeg er lige nu.' (Foto: Betina Garcia © Dr)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter