Skadeshelvede førte dansk cykeltalent ud i ensomhed og frustationer

Cykeltalentet Marie Vilmann var ved at bryde igennem på højeste plan, da hun bliver ramt af en skade. Næste stop var en nedtur på næsten et år.

I sportens verden er skader en del af hverdagen. De kan være store eller små, og de kan ramme hver enkelt udøver på vidt forskellige måder. Både fysisk og mentalt.

For en af Danmarks bedste cykelryttere, Marie Vilmann, udviklede skadespausen sig fra at være noget småt til at blive et sandt helvede. Smerter, ensomhed og længslen efter at presse sig selv fysisk blev nogle af de udfordringer, der ventede i de knap 11 måneder, hun var væk fra sporten.

Nu er Cervelo-Bigla-rytteren tilbage, hvor hun helst vil være. På jernhesten mod verdens absolut bedste cykelryttere. Men de mørke tider er stadig i baghovedet på hende.

Sit livs krise

Tilbage i sensommeren sidste år flyver tankerne rundt i hovedet på Marie Vilmann. 'Var det virkelig det? Kommer jeg nogensinde tilbage til toppen igen?' Familien, kæresten og de nærmeste venner bakker op det bedste, de har lært. Men hun har det svært.

Stirrende på cyklen sidder et af Danmarks lovende cykeltalenter med smerter efter endnu engang at have forsøgt at træne uden held. Det gør simpelthen bare for ondt. Hendes normale positive personlighed er blevet skiftet ud med en noget meget mere opgivende.

Det er på daværende tidspunkt omkring fem måneder siden, at hun sidst har kørt et cykelløb. Problemer med akillessenen gør det umuligt at træne, som en professionel rytter bør gøre. Hun er blevet en sortseer, som hun selv kalder det.

- Jeg har helt sikkert tænkt tanken, om jeg skal stoppe karrieren. Og jeg har nok også sagt det højt til nogen. Eller det ved jeg, at jeg har. Flere gange.

- Men kender du det? At der er et eller andet dybt inde i dig, som stadig tror på, at det ikke ender på den måde.

Strålede i de store løb

Det er med god grund, at Marie Vilmann ikke vil opgive håbet om at komme tilbage til toppen. For præcis et år siden i april viste danskeren nemlig, at hun tilhører verdenseliten i cykling, og at hun til trods for sin unge alder kan være en del af den de næste mange år.

På en af cykelsportens mest stejle og berømte bakker, Mur de Huy, i klassikeren Flèche Wallonne, er danskeren forrest af alle. De høje stigningsprocenter bliver spist med en nemhed, som godt kan kaldes særlig i cykelfeltet, og det mærker de store profiler, der bliver nødt til at åbne op for at hente hende.

Vilmann bliver nummer 12 i klassikeren og er den dansker, som slutter højest i det hårde løb. Der bliver talt om 'den danske klatrer' i målområdet.

Krammer fra Cecilie Uttrup Ludwig til Marie Vilmann efter flotte præstationer i Ardenner-klassikerne i 2017. (Foto: Frederik Palle © Frederik Palle)

- Marie er en helt utrolig atlet. Specielt når man taler om udholdenhed og evnen til at klatre, forklarede holdmanager Thomas Campana efter det løb.

- Jeg følte mig rigtig stærk på det tidspunkt, og jeg følte egentlig bare, at det var begyndelsen på noget stort. Jeg var lige kommet til Cervelo-Bigla, og jeg kunne mærke, at jeg udviklede mig virkelig meget på kort tid.

Nedturens start

Men glæden varer kort. Efter endnu en succesfuld klassiker i Liège-Bastogne-Liège, hvor hun slutter som nummer 22, samt et etapeløb, tager hun en mindre løbspause. Men da hun skal op på cyklen igen, er den helt gal.

Smerter i akillessenen gør det umuligt for hende at træne. Lægerne kigger på det og anbefaler en mindre pause, indtil inflammationerne er væk igen. Så Marie Vilmann må vente tålmodigt, selvom det er svært.

Hun har nemlig altid dyrket sport. Fra hun var lille har hun altid løbet meget, men da en skade sætter en stopper for de muligheder, begynder hun straks at cykle. Der skal bare ske noget hele tiden.

- Jeg har det ikke særlig godt med skader, så jeg blev rigtig bange for, at det var noget alvorligt med akillessenen. Det gik bare aldrig væk, og det var simpelthen så frustrerende.

Lægerne undersøger hende igen og melder, at inflammationerne er væk, så hun burde have det godt og træne uden smerter, men sådan er det bare ikke. Hun forsøger at sætte sig op på cyklen i kortere perioder, men det vil ikke fungere.

Samtidig kan hun se sine holdkammerater køre det ene cykelløb efter det andet. Selvom hun håber det bedste for dem, så gør det ondt på Marie Vilmann. Hun vil så gerne køre med. Giro d'Italia, de danske mesterskaber og verdensmesterskabet. Alle de interessante cykelløb, som hun havde sat kryds uden for, forsvinder fra kalenderen.

-Jeg bliver virkelig stresset og meget ked af det. Jeg havde satset rigtig hårdt på at være endnu stærkere til den næste blok af løb, men jeg kan ikke gøre noget.

- Vi prøvede alle mulige forskellige behandlinger, men der var intet, som hjalp.

- Noget af det, jeg elsker mest ved cyklingen, er, at man kan udvikle sig hver dag og hele tiden blive bedre. Men når man er skadet, så går alt det, man drømmer om, i stå. Jeg følte, at det hele var deprimerende.

Nye udfordringer

Omkring oktober begynder smerterne i akillessenen at forsvinde efter knap et halvt års pine. Men det er bare starten på en ny nedtur for Marie Vilmann. I sin iver efter at komme tilbage bliver hun ramt af nye problemer.

Denne gang er det begge hendes knæ, den er gal med. Glæden ved at kunne cykle igen for alvor bliver simpelthen for stor, og hendes knæ er ikke klar til at følge med. Frustrationer og det triste humør banker atter på døren.

Det er nemlig ikke bare frustrationer over ikke at kunne cykle, som melder sig. Det er også en tristhed over ikke at have det sociale med sine holdkammerater og specielt sin bedste veninde på holdet Cecilie Uttrup Ludwig.

Marie Vilmann føler sig ensom. Selvom der er masser af støtte fra familie og venner, er tankerne på cykling og hendes sociale relationer hele tiden til stede.

- Jeg brugte rigtig meget tid sammen med Cille (Cecilie Uttrup Ludwig, red.) før, og det var rigtig hårdt at blive trukket helt ud af det sociale, som man faktisk har. Jeg kunne ikke træne med Cille og mine andre cykelvenner. Så man kan nemt føle sig meget alene, når man er skadet.

Cecilie Uttrup Ludwig og Marie Vilmann har et et nært venskab (Foto: Cecilie Uttrup Ludwig © Cecilie Uttrup Ludwig)

Netop Cecilie Uttrup Ludwig står hende meget nært. De er ikke bare holdkammerater, men også utrolig gode venner uden for sporten. Der kommer dog masser af uvurderlig opbakning fra den kant i løbet af den svære periode.

- Cille har været en kolossal hjælp for mig. Vi har ringet sammen, når jeg har haft det svært. Hun er endda kørt over til mig, hvis hun var i nærheden, og jeg havde brug for moralsk opbakning. Hjulpet mig med at få tankerne væk, men samtidig har hun også sørget for, at jeg har bibeholdt min tro på at komme tilbage.

- Og måske endda endnu mere betydningsfuldt for mig, så har hun været virkelig god til at fortælle videre, at de andre på holdet savnede mig. Når de havde kørt cykelløb, så var det altid utrolig rart at høre, at jeg stadig var en del af holdet, selvom jeg ikke var der fysisk. Hun har været bindeled til den her verden, som jeg selv savnede så utrolig meget.

Vendepunktet

Vendepunktet for Marie Vilmann sker i februar i år, da hun efter en måned uden smerter beslutter sig for at tage med sit hold Cervelo-Bigla på træningslejr. Hun kommer igennem uden problemer.

I midten af marts sker så det, Marie Vilmann havde drømt om lige siden, de første smerter begyndte at dukke op. I det italienske endagsløb Trofeo Alfredo Binda bliver hun udtaget. Noget hurtigere end forventet, men hun vil gribe muligheden.

På hotelværelset før starten på løbet sidder hun sammen med Cecilie Uttrup Ludwig og sætter løbsnumre på cykeltrøjen, men på et eller andet tidspunkt kommer 11 måneders nedtur bare op i hende.

- Ud af det blå begynder jeg bare at græde. Jeg vidste egentlig ikke, hvorfor jeg pludselig gjorde det. Det var ikke fordi, jeg tænkte på noget. Det skete bare.

- Cille kommer så over til mig, og så begynder hun også at græde. Det havde været en hård test for os begge i den lange periode, og nu sad vi så der på sengen kort før starten på løbet med tårerne løbende ned af kinderne.

Marie Vilmann i diskussion med holdkammerat Cecilie Uttrup Ludwig efter Flandern Rundt 2018. (Foto: Frederik Palle © Frederik Palle)

- Jeg tror, at det var, fordi der havde været så mange følelser på spil i så lang tid. Det var virkelig hårdt mentalt. Og så har man bare drømt om det her øjeblik, hvor man kan køre cykelløb. Det var det, som kom op i mig.

Frygten er der stadig

Da tårerne var blevet fjernet formåede Marie Vilmann faktisk at hjælpe Cecilie Uttrup Ludwig til en syvendeplads. Siden da har hun kørt tre yderligere cykelløb herunder Flandern Rundt, der er forløbet uden nogle problemer eller smerter.

Alligevel er det endnu ikke lykkes hende at lægge sit lange skadesforløb bag sig. Tanken om, at smerterne skulle vende tilbage, er svær at lægge fra sig.

- Der er en frygt i mig, og den vil blive i kroppen i rigtig lang tid, tror jeg. Når man er skadet, bliver man utrolig fokuseret på sin krop og alle signaler. Og det har taget lang tid for mig at få det overfokus dæmpet, fordi frygten for at få ondt sidder stadig i mig.

- Man bliver nødt til at være tålmodig og lytte til sin krop. Det har jeg haft utrolig svært ved, men det er det bedste for at komme over en skade, og jeg er heldigvis blevet bedre til det.

Nu er hun tilbage igen, og det er målene og drømmene også.

Det er blevet vigtigt for Marie Vilmann at sætte pris på hver enkelt dag. (Foto: Cecilie Uttrup Ludwig © Cecilie Uttrup Ludwig)

- Jeg er så småt begyndt at kigge lidt fremad igen. Jeg er selvfølgelig mere påpasselig med at glæde mig til løb, men det er også svært ikke at have mål i fremtiden. Der er en god rute til VM, og jeg tænker også lidt på Giro d'Italia eksempelvis.

- Den her svære periode har i hvert fald gjort mig bedre til at nyde hver enkelt dag. Det er bare rart at være tilbage med holdkammeraterne. Så det nyder jeg nu.

Marie Vilmann skal i den kommende uge køre Ardenner-klassikerne sammen med sit hold Cervelo-Bigla. Amstel Gold Race søndag, Flèche-Wallonne onsdag og så Liège-Bastogne-Liège næste søndag.