Skinnende hvide cykelsko og rulletur på de belgiske brosten: Uttrup Ludwig melder sig klar til forårets klassikere

Cecilie Uttrup Ludwig starter i dag cykelsæsonen med den belgiske klassiker Omloop Het Nieuwsblad.

Cecilie Uttrup Ludwig - Cykling. Pressedag med kommende OL og PL-atleter til Tokyo 2020 i Experimentarium i Hellerup, onsdag den 18. december 2019. (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019) (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Skoene er rengjorte og står helt skarpe og hvide. Den sidste rulletur på de belgiske stigninger og brosten - suppleret med god kaffe - er veloverstået. Massagen har gjort sit og pastaen lige så.

Med andre ord - forårets klassikere står for døren.

Ovenstående ritualer har blot været de sidste ting, som den danske cykelstjerne Cecilie Uttrup Ludwig har skullet krydse af, inden sæsonens første klassiker for de kvindelige cykelryttere starter fra belgiske Gent lørdag eftermiddag.

Den belgiske klassiker Omloop Het Nieuwsblad er sæsonens første opgave for FDJ-Nouvelle Aquitaine-Futuroscope-rytteren Uttrup Ludwig og de tre andre danske ryttere, der stiller til start. Hun får nemlig konkurrence af både Julie Leth (Ceratizit - WNT), Pernille Mathiesen (Jumbo-Visma) og Emma Norsgaard Jørgensen (Movistar).

Og hun glæder sig.

Efter en optakt og en vinter med træning, træning, træning, så bliver det som at sætte køer på græs, når de 144 ryttere trykker klampen i bund fra Gent til Ninove.

- Der bliver GAS på i morgen (i dag, red.). Det er et nervøst felt, fordi mange er nervøse for, hvor de selv står. Der kommer sikkert mange styrt, men vi er klar til at gå i krig, lyder det opmuntrende fra Uttrup Ludwig, der ikke kan holde sin forårsbegejstring tilbage.

- Er du sindssyg, jeg glæder mig! Det bliver virkelig godt. Også fordi man har trænet så mange måneder, så vil man bare gerne i gang.

Cecilie Uttrup Ludwig (til venstre) kæmpede sig til en andenplads i klassikeren Flèche Wallonne, som var blevet rykket fra foråret til 30. september 2020 på grund af corona. Vinderen blev hollandske Anna van der Breggen, der en uge forinden havde vundet verdensmesterskabet. Hollænderen er også at finde på dagens startliste. (Foto: KRISTOF VAN ACCOM © AFP/Ritzau Scanpix)

Og det kommer hun og holdet lørdag, hvor den gode træning i vintermånederne skal bevise sit værd.

- Jeg tror, det bliver et fint løb. Vi stiller et stærkt hold i morgen, så drømmen er at have flere kort i finalen, hvor vi skal køre stigningerne Geraardsbergen, Muur og Bosberg til sidst, siger hun.

- Det sjove ved det første løb er, at man ikke altid ved så super meget om sig selv eller konkurrenterne. Vi krydser fingre for, at det hele nok skal gå godt.

Det har det i hvert fald gjort tidligere for den danske rytter i Belgien.

Kærligheden til belgiske stigninger og brosten

Det er nok de færreste, der ville være så begejstret for 124 kilometers belgiske brosten og stigninger, men hun elsker dem. Klassikerne. I Belgien. Et af karrierens første store resultater blev sat på netop de belgiske landeveje, da hun i 2019 fik en tredjeplads i Flandern Rundt.

- Det er så episk, når man kører der i hjertet af Belgien. Omloop (Omloop Het Nieuwsblad, red.) er et fedt løb med virkelig fede belgiske veje, gode stigninger og brosten. Der mangler bare nogle tilskuere, ellers har man det hele, og så er der sindssygt godt vejr.

- Jeg elsker klassikerne!

Og klassikere er der nok af i cykelsæsonen 2021, hvis løbskalender indtil videre ikke ser ud til at være påvirket af corona-situationen.

For Uttrup Ludwig, der imponerende endte som nummer otte på verdensranglisten for 2020, er der tre højdepunkter i cykelsæsonen.

Klassikerne, der køres fra nu og de næste måneder, Giro Rosa, som er et højdepunkt for holdet, og så OL, som hun håber at blive udtaget til.

Selvom der bliver nok at se til for rytterne i den kommende sæson, så Uttrup Ludwigs generelle mål ifølge hende selv ganske simpelt.

- Jeg skal vinde nogle cykelløb. Og så er der egentlig bare et stort fedt punktum.

Du kan følge Cecilie Uttrup Ludwig, Julie Leth, Pernille Mathiesen og Emma Norsgaard Jørgensen fra klokken 16.40 på Eurosport 2. Herrernes løb kan du se på samme kanal fra klokken 14.00.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk